SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

kørte, mens datteren Anne og moster
Kristine gik bagefter og bandt op med et
snoet halmbånd. Negene blev så senere
sat i hobe til tørring inden der skulle
køres ind. Markerne gik lige fra vejen ned
til Essekedlen og helt over til Kleven
opdelt i 6 stykker. Måltiderne blev indtaget
i folkestuen i stuehuset, der lå i vinkel
med bygningen der indeholdt stald og
lade. Da folkestuen lå nærmest stalden
kun adskilt ved en smal gang kunne det
ikke undgås af duften af kreaturer og
heste kunne fornemmes under måltiderne.
Onkel Peder var meget religiøs og bad
bordbøn før hvert måltid, han tilhørte
pinsemissionen.
Han var på dette tidspunkt allerede syg
af lungekræft og døde 2 år senere en uge
efter min konfirmation, oktober 1942, 64
år gammel. Foruden mig deltog en anden
dreng, Hans nede fra Strandbyen i høsten
m.m. Hans og en tvillingesøster der hed
Anne blev jeg konfirmeret sammen med.
Hans blev senere gårdmand oppe ved
Rise kirke. Lønnen til hver af os efter
høst var foruden kosten en blank 2 krone
og en pose hvede til vores høns. Når vi
hjalp til med roehøsten om efteråret, når
vi havde det der dengang hed kakkelovnsferie
fra skolen, var lønnen foruden
kosten et knippe hø samt roer til vores
kaniner.
Førhen i eftersommeren blev vi gæstet
af cirkus, Bdr. Schmidt og broderen Louis
Schmidt, der skiftevis kom og slog sig ned
for nogle dage nede på havnepladsen nær
færgen. Desuden omrejsende tivoli og
sommermarked med bl.a. Professor Libra
ikke Labri. Libra var henne fra Ommel,
hans borgerlige navn var Alfred Christensen
og han var bror til isenkræmmer
Boye Christensen i Kirkestræde. Alt dette
gik dog i stå under krigen pga. benzinmangel.
I august måned kom høstsilden
og dem var der nok af den gang til en billig
penge.
52
Jeg husker en tidlig morgen at Peder
Madsen, byens største fisker og fiskehandler,
kom ind sammen med sin medhjælper
i sin store bundgarnsbåd lastet
med sild til lønningen. Efter losningen sejlede
han atter op til Lisbethkjær og hentede
ligeså mange til. Så blev der travlhed.
De fleste kom i sildekasser, først et
stykke pergamentpapir, så knust is henne
fra ishuset ved færgelejet. Noget is hentede
fiskerne om vinteren nede fra gadekæret
i Kragnæs med Knud Vognmand,
jeg har selv været med nede og hente det.
Låget blev sømmet på og så med færgen,
jeg ved ikke hvorhen. Men der var rigeligt
foruden til byens borgere og rygeovne.
Her husker jeg især Jørgen Pedersen
i Strandstræde neden for os. Foruden
at handle med grønsager var han
dygtig til at røge fisk, som blev solgt dels
fra butikken og dels fra hans trækvogn
med cykelhjul som han kørte rundt med
og holdt med bl.a. henne ved færgen. Og
prisen, ja 10 øre for en stor nyrøget sild
med rogn og det hele og 1,25 for en god
røget ål. Men den gang samlede man jo
på vinterforråd, og når de store fangster
kom ind gik vor far ned i Jollehavnen og
kom hjem med en god portion sild. De 80
af dem lagde min mor ned som kryddersild.
Den begyndte vi at spise af en uges
tid senere. De smagte godt og jeg skrev
opskriften ned til at lægge ned efter.
Et uhyggeligt minde fra 1940 er vi nogle
stykker der aldrig glemmer. Det var en
rigtig smuk sommerdag d. 31. august og
jeg var henne i Ommel, hvor jeg tilbragte
megen fritid henne hos mine bedsteforældre,
hvor der var flere udfoldelsesmuligheder
med stor have, husdyr og lystfiskeri.
Jeg var 12 år og gik ud på Hans Kræsens
på Marstalsvejen, der hvor der nu er
sportsplads, med posen om livet og saksen
i en snor og sankede aks på stubmarken
som jeg havde fået lov til til mine
høns. Det var tidlig på eftermiddagen
med strålende sol og næsten stille, da der