SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

siden havde tandlægefamilien besøg af
den amerikanske ambassadør i Danmark,
der var halvblods neger. De var ikke
glemt i Amerika for deres smukke indsats
den gang, og forud var de endda inviteret
til det hvide hus af Ronald Reagan men
afslog p.g.a. alder.
Påskedags formiddag i 1942, mens mine
forældre var i kirke, vandrede jeg om
langs kysten forbi Sommerlyst. Det var
smukt sommervejr og næsten ingen vind.
Da jeg var kommet om til Pilegårdshjørnet
hørte jeg motorlarm nede ved
Langholm. Snart nærmede sig en tysk
maskine med flade vingespidser i lav
højde efterfulgt af en af de små hurtige
engelske jagere som uafbrudt sendte den
ene salve efter den anden efter den noget
tungere tysker. Jeg krøb ind i et hult piletræ
som sikkert vilde have dækket godt.
Tyskerne faldt ned oppe i lille Rise hvor
den havde boret sig ind i et dige og de to
mand sammen med maskinen var brændt
op.
Når jeg beskæftiger mig med disse år
må jeg ikke glemme tobakken som kom
til at betyde meget for mange, ja endog
som bierhverv. Den danske tobak blev en
del af hverdagen for såvel gartnere der
fremstillede de små planter og for landbrugere
der plantede dem ud i deres marker.
Der blev opført store tørrelader
rundt omkring som igen gav arbejdspladser
med tørring af bladene inden disse
blev sendt til tobaksfabrikkerne. Men enhver
med en stump have, og som røg
tobak, dyrkede og fremstillede selv sine
produkter. Der var to slags tobak, den
spidsbladede Virginia og den bredbladede
Burley. Planterne købte vi for vort
vedkommen ude hos Jens »Iris« på Ommelsvejen.
Planterne måtte først plantes
ud, når der var kommet varme i jorden og
i luften. Planterne var store og kunne
blive mandshøj men nogle var lavere med
store runde blade. En haglbyge kunne
blive en katastrofe for tobaksavlerne når
63
den stod med de store smukke blade, der
kunne blive gennemhullede som en si,
idet de var meget skøre. Men når alt gik
vel skulde der i august høstes og dette var
lidt af en begivenhed, at få en god tobakshøst
i hus til næste års forbrug.
Bladene blev hængt til tørring på en lang
snor. Man bandt en stoppenål i enden af
snoren som man stak igennem stænglen
af bladet og trak igennem til snoren var
fyldt med så mange den kunne bære uden
at hænge for langt ned.
Hjemme i Strandstræde hang vi dem
på loftet over min fars værksted hvor der
var toetages over mod museet i Prinsegade.
Her stod altid en to-tre hvidmalede
ligkister på lager så det pyntede med de
mange smukke blade i det lidt dystre
rum. Min farfar fortalte for resten om en
snedker i Marstal på hans tid der også
havde kister på loftet, at han brugte en af
dem til sove til middag i. Når tobaksbladene
så var tørre og der gik en lille
måneds tid forinden da, blev de taget ned
og lagt i lag i vor mors rullepølsepresser.
Hvert blad blev stænket med en mixture
som vi købte på apoteket. Når bladene så
havde siddet i pressen i nogen tid havde
vi en sammenhængende hård tung klump,
som var til at skære. Hansen »Motorfabrikken
Marstal« konstruerede en tobaksskærer
som han lånte ud og jeg
husker han efterlyste den i avisen, når
han ikke vidste hvor den var og en anden
skulde bruge den. Selvfølgelig begyndte
vi marstaldrenge at ryge nede i Jollehavnen
og bag Eriksens værft, og selv om
vi måtte brække os et par gange til at
begynde med synes vi det var vældig
sjovt. Bedstefar henne i Ommel røg ikke,
men skråede meget, det havde han altid
gjort, men da skrå også var en mangelvare
måtte den danske tobak jo afløse.
Han rullede de tørre tobaksblade og puttede
i munden som de var. Han pådrog
sig da også en ondartet pandehulebetændelse
og måtte indlægges på klinik i