SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

stå ud – indløb der kontraordre fra kongen.
2
Episodens udfald vakte stor harme hos
Marstals præst, P. C. J. Rasmussen, som
ikke lod en god lejlighed til at slå på
tromme for den danske nationalfølelse gå
fra sig. Han påpegede forskellige måder,
man kunne have organiseret og om-organiseret
sig på, for at stille flere skibe til
rådighed, samt at hvis skipperne havde
været lidt raskere til at melde sig, kunne
skibene være afgået om aftenen den 26.
o.s.v. 3 Men det var sådan set ikke skippernes
opførsel, Rasmussen beklagede:
»Man kaste ej Skylden paa Menigheden;
den har midt under egne store
Trængsler bragt den gode, danske Sag
antageligt Offer (…) Men Maaden, hvorpaa
Sagen dreves, maatte føre til dette
Resultat! H v o r n æ r laa det ikke at tale
et Ord med Varme og Fædrenelandssind,
og hvor let vilde Sømanden ikke have følt
det Retfærdige i Soldatens Opfordring:
»Bringer os den Bistand, vi behøve, saavidt
det staaer til Eder; vi have, saavidt det
stod til os, kæmpet for Eder.« Intet Ord
hørtes!« 4
Rasmussen mistænkeliggjorde altså
Carstens, som stod for mønstringen, og
ikke skipperne. De blev tværtimod
beskrevet som hjælpeløse i den forstand,
at de ikke kunne forventes helt af sig selv
at føle fædrelandskærlighed – den skulle
først vækkes hos dem, hvilket i den pågældende
situation måtte være Carstens
ansvar. På den måde kunne Rasmussen
gøre udfaldet i sagen til en enkelt embedsmands
svigt overfor fædrelandet,
frem for at måtte indrømme, at hans egne
sognebørn måske ikke var så patriotisk
anlagte, som han ville ønske.
Carstens fandt denne beskyldning ærekrænkende
og mente, at den udsprang af
et personligt had. Han tog til genmæle
mod Rasmussen i et indlæg i Fyens Avis.
Her skrev han, at han for at rense sit
navn, havde bedt den anordnede rege-
67
rings-kommission i Slesvig om at undersøge
hans egen embedsførelse, og desuden
havde han indberettet Rasmussen,
som:
»… i særdeleshed i den senere Tid, ved
ethvert Middel har søgt at indgribe forstyrrende
i Øvrighedens Virken, at deprimere
dens Anseelse, og ved Indvirkning
paa de lavere Folkeklasser at fravriste den
den Magt og Autoritet, uden hvilken dens
Virksomhed er lammet, at han ivrig, og
forglemmende sit præstelige kald, udstrøer
Tvedragtens Sæd med rund Haand,
befordrer opsætsighed og Oprør, idet han
puster til Ilden, i stedet for at slukke den,
og at han er saa meget farligere, da han
foretager sine Machinationer under Maske
af Kjærlighed til Fædrelandet.« 5
Carstens beskyldte med andre ord
Rasmussen for ikke at have rent mel i
posen. En lignende beskyldning fremkom
i et indlæg i »Danske Slesviger«. Indlægget
var underskrevet »Flere Indvaanere
af Marstal«, som sandsynligvis var identiske
med de skippere, der havde været
involveret i episoden. De skrev:
»Sagen er, at Hr. Rasmussen først har
smurt Marstals Skippere over med sin
Tjærekost, og vil vaske dem rene med sin
Karklud. Den Ulejlighed kunde han have
sparet, vi kjende nok hans Hensigt, han vil
slaae sig til Ridder paa Andres Bekostning,
og det er ikke første Gang. Vore fredelige
Embedsmænd her paa Landet har
han flere Gange angrebet uden Grund, og
hans patriotiske Iver har i stedet for at
bevirke Sammenhold og Enighed, bevirket
Splidagtighed og Mistillid paa begge
Sider, imellem Øvrigheden og Befolkningen.«
6
Den uselvstændige folkeflok Rasmussen
forestillede sig – eller fremstillede –
var altså ikke helt så villig til at lade sig
bruge i hans mission for den ærøske
fædrelandsfølelse. Og tilsyneladende
fandtes der i denne gruppe en loyalitet
overfor øens embedsmænd. Det skal selv-