SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

fart ind i havnen og over baren ved floden,
alt gik fint. Vi fik så havnelodsen ombord
og blev så slæbt op til Oporto og ankrede
foran den store dobbeltbro der går over
Durofloden.
Vi lå på siden af 3 m/sk. ARIETIS, capt.
H. Rasmussen, (Hans Møller, kaldet) indtil
vi skulle losses. 4 dage efter ankom en
stor flot, helt ny, New Foundlands-skonnert
også med fisk. Styrmanden hed
Rueløkke og var fra Rudkøbing, men gift
og bosat på N.F., hans far var skipper på 3
m. bramsejl-skonnert LEIF af Rudkøbing.
New Foundlænderen havde haft 13 dage
over fra Harbor Grace og LEIF 36 dage,
han havde svigerdatteren og et barnebarn
med til Rudkøbing. Skibet nåede aldrig
hjem, men blev sejlet ned af et engelsk
fuldskib ud for Lindesnæs i Norge, de omkom
alle på nær matrosen, der kom op på
fuldskibets anker. Den engelske kaptain
blev senere fyret, anklaget for dårligt sømandskab.
Vi lå ca. 3 uger i Oporto og tog ballast
ind til rejsen hjemover. Vi var fragtet med
»Kina Klid« porcelænsjord til Kirkaldy i
Skotland. Vor lille sorte kat som vi havde
fået på N.F. fra 3/m. sk. ASTRÆA, forsvandt
fra os, den havde vist nok fundet en anden
kat af modsat køn og løb i land.
Sidst i, eller midt i november, afsejlede
vi til Teignmouth i Den engelske Kanal for
at laste porcelænsjorden
Jeg husker ikke hvor mange dage, men
jeg tror vi gjorde rejsen på 8 dage. Den 27.
novbr. havde vi en stor damper ca. 5000tons
forude, han var i ballast, efter ca. 2
timers forløb rendte vi forbi ham og ca. 2
timer senere var han ikke at se. Først om
eftermiddagen kom han igen, vi lå ud for
Ushant fyr og det var flovet til næsten stille
vejr, da strøg han forbi os. Da vi kom
ind i læ af Lands End, havde vi en fin sejlads
langs kysten til Teignmouth, skibet løb
stærkt. Vi kom til vor lasteplads om eftermiddagen,
lodsen kom roende ud i en lille
jolle, men kunne ikke tage os ind på grund
13
af lavvande. Vi lå for det ene anker og
straks næste morgen kom lodsen ombord
og tog os i havn, vi sejlede selv ind, der
løber en flod ud i søen, men løbet er smalt.
Det var en lille hyggelig by, men kajen
var et pladder, idet de store dampdrevne
lastbiler, der kom med clayen, gik dybt i
sølet med deres forhjul uden gummi.
Der var et ophuggerværft, hvor de ophuggede
søsterskibet til den tyske krydser
EMDEN og et stort træskib, teak på jernspant,
blev hugget op. Træskibet skulle
være søsterskibet til 3 m/fuldskib SOBRAON
på ca. 3000 tons.
Vi afsejlede mit i december måned, der
var en fin sydvestlig vind, som tiltog i styrke,
så vi løb en god fart. Da vi kom ud i
Den engelske Kanal, kunne vi føre en
smakke i hver side og så løb skibet fart.
Skipperen turde kun lade matrosen og
kokken, det var mig, og sig selv styre, da vi
havde den bedste føling med roret; idet
skipperen var bange for at sejlene skulle
bomme over ved en forkert drejning af
roret.
Vi havde en god dag igennem Kanalen,
men da vi var på højde med Doggerbanke
fyrskib begyndte vejret at forandre sig, det
blæste en storm, til tider orkanagtig og vi
lå for et klodsrebet storsejl og fok, skibet
avancerede ca. 3. sømil, men ville ikke
rundt Flambourghed. Vi stod så ind efter
Grimsby og kastede ankeret, fik klaret op,
tørt tøj på, fik varme på i logaret, kakkelovnen
lå altid i kuldørken under sejlads.
Der lå vi næste dag over, så klarede vejret
op, vi lettede og stod til søs igen og fulgte
kysten op efter Flambourghed, men så
kom stormen igen og der lå vi så til havs,
med storm og orkan og snebyger og holdt
juleaften den 24. dec. 1923. Om morgenen
blev jeg purret ud for at hjælpe med at
gøre storsejlet fast, forsejlene var fast, så lå
vi igen med skonnertsejl og fok.
Julemaden bestod af kogt lax i dåser, det
var det eneste jeg kunne lave i den høje sø,
trods det at skibet lå godt i søen, med roret