SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

der sejllægtere langs siden med salt, der
blev båret ombord i store kurve, som
mændene fra lægterne bar på hovedet og
smed i lasten, hvor vi havde sat et langskibsskot
op for at lasten ikke skulle forskubbe
sig.
Vi indtog ca. 100 tons salt og ovenpå
dette ca. 100 baller kork, alt til fiskerne på
New Foundland. Dengang enten pilkede
man fra torskestimer eller man satte kroge
fra små fladbundede både, kaldet dorritter
(øgger i Marstalsprog).
Vi havde fået 2 tønder rødvin til eget
brug og 200 fl. 3-stjernet Martel cognac,
der var bestilt af købmanden vi lastede for
i St. John; der var dengang spiritusforbud
i U.S.A. og Canada og dermed også på
N.F., men fiskerne hentede spiritus, mest
rom, fra de to små franske øer syd for N.F.,
St. Micael og St. Piere.
Ved en stor midsommerfest, da vi første
gang var der, var der mange fulde mennesker,
de lavede selv spiritus af en slags
blåbær som de plukkede i højderne udenfor
St. Johns.
Rejsen over til St. John tog de sædvanlige
21 dage, som vi brugte på de lange rejser.
Vi afsejlede samtidig med en bramsejlsskonnert
LADY OF ST. JOHNS, hjemmehørende
på Jersey. Vi hjalp hinanden med
ankrene, idet kættingerne fra begge ankre
var tørnet omkring hinanden, så vi måtte
sjækle ud for at få dem klaret op, så vi
kunne hive vore ankre hjem, satte fulde
sejl og gled ud af flodmundingen ved
Estorial.
LADY OF ST. JOHNS gled samtidig med
os, men han satte alle sine sejl, bramsejl og
gaffeltopsejlet på stormasten. Da vi kom ud
i Atlanten med kurs vestover, var der en
kolossal sø og modvind. »Ladyen« så vi
tog alle sin oversejl, det var vi fri for og
kunde holde kurs sydvest til vest for faste
sejl.
Vi var ude ved Azorernes første Ø St.
Maria efter 3 dages forløb, der er ca. 600
sømil derud. Derefter havde vi en meget
12
besværlig rejse, imellem alle øerne, henholdsvis
storm og pludselig stille vejr.
Efter 21 dages forløb løb vi ind i St. Johns
havn, N.F., for sejlene, der var ellers en
slæbebåd der prajede os, men den gamle
nød at sejle skibet ind selv.
LADY OF ST. JOHNS fra Jersey havde 36
dage, han havde valgt at få vestenvinden,
ved at gå sydligere end vi gjorde.
Vi lossede saltet til en skonnert der lå på
siden af os, vi lå til ankers ude i havnen.
Korken gik i land, da vi senere lagde ind
ved en bro, for at laste fisken. Langs
hovedgaden i St. Johns og nedenfor pakhusene
var der en masse træbroer der gik
ud i havnen, således at der kunne ligge
skibe på begge siden af broen.
Omkring oktober var vi tillastet og afgik
til Oporto. Efter ca. 1 døgns sejlads
med fin vestlig vind, begyndte det at blæse
op og vi havde en storm resten af vejen,
men førte alle sejl også gaffeltopsejl og
overstagsejl imellem masterne.
Skibet løb i to etmål en fart af 11 1 /2 knob
og vor gennemsnitsfart var over 9 mils
fart. Søen var meget høj, men selv de højeste
bølger løb vi fra, men det var spændende
at se når bølgen rejste sig agten for
os. Skibsjollen, der ellers hang i daviderne
agter, stod på agterlugen, ellers kunne den
let blive bordfyldt, havde den hængt agter.
Det niende døgn sent på eftermiddagen
anduvede vi Lekseus, Atlanterhavs havnen
udenfor Rio Duro floden. Vi lå natten
over for små sejl og ved daggry sejlede
vi ind i havnen efter anvisning af lodsen,
der på grund af den høje sø ikke kunne
komme ombord. Vi passerede havnemolen,
men med korkfendere langs siden,
da vi af strømmen blev sat imod styrbord
mole, kom godt ind i læ af søen og smed
det ene anker, fik lodsen ombord, han
havde bestilt slæbebåd, der kom omkring
middag, lå langs siden og stak en meget
tyk græstrosse ombord, fastgjorde samme
til pallestøtten og omkring fokkemasten.
Vi hev ankeret og så blev vi slæbt med stor