SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

havlit, edderfugle m.m. De blev så hængt
hjemme i baggårdene til salg for 2-3 kr.
stk. Ofte var vi drenge, især da vi blev lidt
større, ude på isen hos strandjægerne, der
jo som regel var fiskere, der på grund af
isen var udelukket fra deres erhverv, på
en måde tjente en skilling. Vi holdt os i
behørig afstand fra isskjulene, der bestod
af isstykker stablet op i en lille vold. Skuddene
knaldede lystigt især hen imod aften
og ikke sjældent hændte det at en and
blev anskudt, som vi tog os af. Jeg har da
før haft 4 topænder med hjem til mors
kødgryder på én dag. Atter blev det forår
og isen begyndte at svinde. De mindre
joller var slæbt på land og de større blev
liggende ude vinteren over og blev holdt
fri med isøksen. Bådfolkene kom nu igen
til stranden med spånkurven og malerpotterne
og penslerne. Men malingen var under
krigen elendig ligesom så meget andet.
Jeg bevæger mig nu lidt længere, mens
jeg er ved jagten. Selvfølgelig anså værnemagten
de ellers så fredelige jægere som
personer der kunne være farlige hen ad
vejen, så i 1943 blev al jagt forbudt og
jagtgeværerne skulle afleveres til politiet
dvs. tyskerne. Mange jægere havde henad
vejen erhvervet sig et nyere jagtgevær, de
mere moderne Hammerless (»Haneløs«),
og de var ikke til sinds at det skulle falde
i tyskernes sold. De fleste jægere havde
da også et gammelt gevær hængende som
de afleverede til politiet, der vel vidste
god besked men modtog dem i tilsyneladende
god tro. Jeg kendte en strandjæger
der havde en gammel forlader med 1 1 /2
m. langt løb hængende på loftet. Det blev
hans bidrag til vore »beskyttere«.
Jeg kan heller ikke undlade at nævne
en ugentlig begivenhed i dagligdagens
Marstal i disse strenge vintre, nemlig
skraldevognene og -mændene. I de tidlige
morgentimer hørte vi disse tunge vogne
forspændt to svære heste rumstere i
nabolaget indtil de holdt udfor vores hus.
Den første var den til skraldet. Den lig-
58
nede et hus med lav rejsning og var forsynet
med tre låg i hver side. Dengang var
skraldespandene af galvaniserede blikplader
og med en hank i hver side. Låget
blev som regel inde på husvæggen i sine
hængsler. Skraldemændene boede alle tre
nede i Ørbækken mellem Kragnæs og
Ommel og havde hvert sit husmandssted
der. Når skraldevognen var kørt frem til
næste hus, var det lokumsvognens tur.
Mændene forsvandt ind »det lille hus« og
vendte tilbage med bøtten med hanke, og
med ugens produktion. Der måtte tumles
ekstra med spanden og kassen i disse
strenge vintre, idet at indholdet var stivfrosset.
Men der var den fordel at man
ikke spildte i slippen mellem Jørgen Pedersens
hus og vor eget. Når den frosne
lokumsspand var banket ud i den svære
kassevogn lignede indholdet en stor budding
pyntet med papir. »Det lille hus« befandt
sig i vort baghus så det var en kold
fornøjelse, vinterdage med 20 graders
frost. Og indholdet tårnede sig hurtigt op,
idet det ikke sank sammen så hurtigt som
følge af frosten, og det var som at sætte
sig i en snedrive.
Hvad fornøjelser og fritidsbeskæftigelser
havde vi så især i disse strenge vintre
og lange aftner? Ja TV var jo endnu ikke
opfundet. Vi havde en gammel radio som
kunne tage København-Kalundborg. Vor
far gik over hos sine forældre overfor og
hørte BBC fra London, hvad der selvfølgelig
også var forbudt, de havde købt en
ny radio i samme anledning. Her hjemmefra
hørte vi jo kun hvor sejrrigt Hitler
gik frem, ja selv da det begyndte at gå
tilbage, så kaldte han det planmæssig tilbagetrækning.
Så havde vi biografen i øverste Strandstræde,
hvor gamle madam Ankerfeld og
datteren Etly solgte billetter og den gamle
undersøgte om vi nu også kunne gå ind
på børnebillet især da vi nærmede os konfirmationsalderen
og var begyndt at vokse.
Det var de gode gamle film som »Bar-