SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

ud. Der var også Folk i Lasten til at lempe
det fra Lugen ud i Skibssiderne. Vi benyttede
enhver Lejlighed, mens vi lå her til
at tage et forfriskende Bad og en lille
Svømmetur. Vi blev dog hurtigt klar over,
at det var klogt at holde sig i Nærheden af
Faldrebstrappen på Grund af Hajernes
Nærværelse. De dukkede frem alle vegne,
antagelig tiltrukket af Skibsfarten fra
Atlanterhavet til Middelhavet. Cadiz lå
ikke så fjernt fra Gibraltarstrædet. Der
blev kastet meget spiseligt Affald overbord
fra de store Skibe.
Jeg husker, at jeg i et Brev hjem fra
Cadiz beskrev disse oplevelser i dramatiske
Vendinger. Svarbrev modtog jeg ved
Ankomst til Skt. John (New Foundland).
Heri bemærkede min Far, at han forstod,
at det ikke var så rart med alle disse Hajer,
men pas mere på Landhajerne. Hvad det
så var for nogle Væsener, han talte om,
havde jeg i hvert fald ikke noget Kendskab
til fra Naturhistorien i min Skoletid. Jeg
vidste, at min Far havde det med at tale i
Gåder. Jeg granskede så i mine Erindring
fra opholdet i Cadix. Jeg kom i Tanker om,
at de voksne Kammerater en Aften havde
taget mig med i Land for at se på Byen. Vi
havnede på et Bordel. Det lignede enhver
anden Restauration med en mængde
Småborde, hver med to Siddepladser.
Kunderne kunde tage Plads, hvor de
havde Lyst. Det var faktisk et »Skue« af
Udøvere af Jordens ældste »Håndværk«.
Jeg befandt mig ilde i dette Selskab, hvor
Pigernes Påklædning – eller mangel på
samme – udelukkende var beregnet på, at
fremhæve deres »Ynder«. Jeg syntes, det
var en Flok ækle »Duller«. De gik straks i
gang med at »gramse« på Gæsterne, uden
dog at ænse min Nærværelse. Jeg gjorde
mig et Ærinde til Toiletterne og forsvandt
diskret ud ad en Bagdør, hvorefter jeg opsøgte
det Sted ved Havet, hvor vi efter
Aftale skulde hentes igen af Båden fra
Skibet. Jeg sad der og ventede i flere Timer,
til Båden kom. I Mellemtiden var Kam-
18
meraterne mødt op og ytrede Forundring
over min pludselige Forsvinding. Jeg mente
nu, at gåden om Landhajerne, som min
Far havde advaret mig mod, nu var løst, og
at Advarslen var overflødig. Jeg husker
ikke, hvor længe vi var undervejs over
Atlanterhavet. Turen forløb uden større
Begivenheder med skiftende Vejr: »Storm
og Stille«. Vi lossede Lasten på to Steder.
Først anløb vi »Buffet Harbour«, og dernæst
»Skt. John«. Derfra sejlede vi til
»Salmon Bight« i Labrador, hvor vi lå opankret
i Bugten under hele vort Ophold.
Der var ingen egentlig Bebyggelse på
Stranden udover to store Træbarakker.
Den ene tjente som Køkkenbarak med
Beboelse for Husholdersken Mary. En
moden og myndig »Dame«. Her indtog
Fiskerne også deres Måltider ved et stort
Bord med Bænke. Den anden Barak indeholdt
et stort Køjerum til alle Fiskerne. De
kom kun derop i Torskesæsonen og medbragte
selv alle Fornødenheder, fra New
Foundland. Udover Barakkerne havde de
også otte Motorbåde med ombord i deres
egen Skonnert, som lå opankret i Bugten
ved vor Ankomst. De sejlede alle ud om
Morgenen, to Mand i hver Båd og pilkede
Torsken på dybt Vand. Ved Middagstid
vendte de tilbage, dybt lastet. De gik straks
i gang med at behandle Fisken. Det foregik
som på Samlebånd, hver enkelt havde
sit bestemte at foretage med Kniven. For
Enden af Bordet blev Fisken ekspederet
ned i en stor Balje rent Vand, hvor den
blev renset for Blod og andet. Dernæst
blev den lagt i Salt et Stykke Tid, inden den
endelig blev lagt til Tørring på Klipperne.
Fiskene var dog langt fra at være tørre,
da vi modtog dem ombord. De fleste af
Fiskene var end ikke fanget ved vor Ankomst,
så vi lå længe på Stedet. Jeg husker
kun, at vi stak til søs een af de første Dage
i Oktober 1923. Lasten skulde bringes til
Valencia i Spanien.
Vi mødte de første Dage en del Tåge,
inden vi havde passeret det område, hvor