Regulering af den euro- pæiske bilindustri

Kommissionens strategi for CO2-reduktion
Kommissionen var således, på den ene side, presset af den politiske målsætning
om at nedbringe CO2-emissionen med 120 g. CO2/km og internationale forpligtigelser
i henhold til Kyoto-protokollen. På den anden side stod ACEA, som tilbød
reduktioner, der var utilstrækkelige, hvis de politiske målsætninger skulle være realistiske
at indfri.
Den frivillige aftale indgås - 1998
Det var først da ACEAs præsidentskab roterede, således at Bernd Pischetsrieder
Executive Officer for BMW fik posten, i januar 1998, at der igen kom i gang i forhandlingerne.
Pischetrieder fastslog i marts 1998, at en kollektiv aftale for alle bilproducenter
i ACEA ville være det bedste instrument til at opnå målene om CO2reduktioner
i en åben markedsøkonomi. Derfor fremsætter ACEA i marts et forslag
til Ritt Bjerregaard, der er daværende Miljøkommissær, om at reducere CO2 med
25% (ned til 140 g. CO2/km) udfra et niveau på186 g. CO2/km.[ACEA nr.1 1998
og ACEA nr.2 1998]
Efter Jeff Huntingtons opfattelse blev det af det nye formandskab for ACEA betragtet
som et nederlag, hvis bilindustrien ikke kunne blive enige om at indgå en
frivillig aftale og derfor kunne vente regulering. [Interview med Jeff Huntington,
Fhv. GD Miljø]
Således indvilligede ACEA i foråret 1998 i en aftale om at reducere CO2emissionen
med 25%. Dette meddelte Kommissionen Miljøministerrådet og Parlamentet.
Miljøministrene gav uden større indvendinger, grønt lys til Kommissionen
til at indgå denne aftale.
Parlamentet var dog stadig ikke tilfreds med reguleringsformen, og gav derfor ikke
Kommissionen deres fulde støtte, men accepterede dog i store træk aftaleforslaget.
Karl-Heinz Zierock havde følgende opfattelse af Parlamentets ageren:
The Parliament was again difficult, but they were not against it. They
always have more principals in the beginning when you present the
original paper, but later on they come up with details and say; ”well
we don’t like it but in detail please change that”. [Interview med
Karl-Heinz Zierock, GD Miljø]
Parlamentets indsigelser og betænkninger tillagdes derfor ikke megen vægt af
Kommissionens embedsmænd, og aftalen bærer da heller ikke præg af Parlamentets
fremlagte politikker, som vi nævnte ovenfor i forbindelse med Parlamentets
betænkning af 25 marts 1997.
Kommissionen havde allerede i 1993 fremsat forslag om overvågning af CO2emission.
I juni 1998 specificerede Kommissionen reglerne for overvågning af
CO2- emissionen med det formål at fastsætte normer for, hvordan denne overvågningsmekanisme
skulle finde sted i overensstemmelse med Kommissionens forslag
til en 3-strengs-strategi fra 1995.[KOM(95)689]. Dette var et tiltag i 3strengsstrategien
for nedbringelse af CO2. [De Europæiske Fællesskabers Tidende
1998]
Derudover arbejdede Kommissionen samtidig med et direktivforslag om mærkning,
hvilket ligeledes var en del af deres 3-strengs-strategi. I december 1999 udmøntede
dette sig i et direktiv om oplysninger om brændstoføkonomi for nye personbiler,
direktiv 99/94/EF.[Rådet nr.2 1998 og Direktiv 99/94/EF]
105