1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

lige, og sproget må derfor bøje sig i afmagt i forsøget på beskrivelsen af det metafysiske. Man kan
sprogligt kun formulere sig i fragmenter, hvilket negativt bekræfter eksistensen af det guddommelige
og viser tilbage til det, der ikke er et fragment, dvs. det absolutte. Det andet spor er en moderne
erfarings skepsis, hvori der erkendes, at subjektet trænges mod tavsheden af et sprog, som ikke
stemmer overens med virkeligheden.
Mislyden mellem jeget og omverden kan således spores helt tilbage til den tyske romantik og til
idéen om, at sproget som sådant er redskab for erkendelsen. Den irske professor C. A. M. Noble
redegør i sin bog Sprachskepsis for sprogskepsisens historiske og filosofiske udvikling. Ifølge Noble
var det før-romantiske menneske opfyldt af idéen om, at ordet og dermed sproget var hos
Gud. Helt op til 1700-tallet gennemsyrer denne tanke det europæiske åndsliv, men i takt med den
stigende sekulariserings skepsis over for det guddommelige som værende alt-styrende, begynder
det romantiske menneske at drage tvivl om sprogets guddommelige autoritet (Noble, 1978, 14
ff.). 10 Noble skriver:
In der Aufklarungszeit hörte die Sprache auf, aus einer gottlichen Quelle zu fließen,
weil der Mensch als ihr Erfinder entdeckt wurde und die Philologie die Mannigfaltigkeit
ihres Ursprungs und ihrer Entwicklungen bekundete. (Noble, 1978, p. 16)
Noble knytter hermed menneskets erkendelse af, at sproget ikke længere strømmer fra det guddommelige,
men fra mennesket selv, til oplysningstiden og den heraf følgende romantik. Romantikerne
opdager, at sproget ikke kan udtrykke den indsigt, som de møder i det guddommelige, og
denne tanke bliver således den første grundsten i sprogskepsisen. Men sprogskepsisen er i romantikken
ikke et tragisk vilkår for mennesket, men derimod et udtryk for, at den sproglige grænse
stopper dér, hvor det guddommelige tager over. Den romantiske digter kan derfor ved at afsøge
sprogets grænser nå tættere på det absolutte, eller som digteren Novalis formulerer det, er det
således muligt ”in einem Buch das Universum zu finden” (Novalis, 1929, p. 683).
10 Lektor og dr. Phil Karsten Hvidtfelt Nielsen ved Germansk Institut på Aarhus Universitet gør i sin doktorafhandling
Interpreting Spinoza’s Arguments – toward a Formal Theory of Consistent Language Scepticism – Imitating Ethica ligeledes
brug af den opfattelse, at centrale dele af sprogskepsisen bliver formuleret i forbindelse med oplysningstiden. Ifølge
Hvidtfelt eksisterer der dog tre såkaldte sprogbilleder før oplysningstiden: Et retorisk, dvs. en ren funktionel sprogbrug,
som går helt tilbage til Cicero, et religiøst, som i sin beskrivelse ligner Nobles og til sidst et rationalistisk. I oplysningstiden
overtager det rationalistiske og det retoriske sprogbrugen til fordel for det religiøse. Sprogbillederne blandes
sammen, men udskiller det metafysiske.
11