1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

over for forældrenes og brorens død, og Muraus død annonceres med den lakoniske biografiske
oplysning ”[…] født i 1934 på Wolfsegg, død i 1983 i Rom […]” (p. 395), er romanen et overlevelsesforsøg
fra en forfatter, der kæmper mod menneskets uafsættelige vilkår, døden. Skriveprojektet
bliver en kamp mod døden, som den trænger sig på ved familiebegravelsen. Og Murau
mærker selv døden komme tættere på:
Derfor tilbragte jeg resten af natten med anstrengt at iagttage mit eget hjerte, idet jeg
hele tiden talte slagene og de uregelmæssigheder som igen og igen, med stadig kortere
afstand, bragte disse hjerteslag ud af takt, så jeg var hensat i stor angst. (p. 377)
Murau gribes af en dødsangst, og det Montaigne-citat, Bernhard har opført på romanens titelblad,
synes at passe med Muraus angst for døden:
Jeg føler hvordan døden stadig har mig i sine kløer. Hvordan jeg end forholder mig, er
den til stede overalt.
Den maniske insisteren på at udslette synes derfor blot at være den kunstneriske undskyldning
for en litterær skabelse. Murau understreger også denne pointe, når han siger følgende: ”Det gamle
må opgives, tilintetgøres, hvor smerteligt end denne proces er, for at gøre plads for det nye,
også selv om vi heller ikke kan vide, hvad det nye egentligt består af” (p. 130). Thomas Bernhard
lader dermed hovedpersonen Murau begive sig ud i et digterisk ingenmandsland i en splittethed
mellem dødsviljen, det at udslette ALT, og viljen til livet, at kæmpe mod døden og i stedet skabe
et litterært kunstværk, der rejser sig fra tilintetgørelsen som en fugl Fønix. Udslettelsen bliver en
udsættelse af døden. 23
23 Denne proces, hvor angsten for udslettelse bliver katalysator for en digterisk skaberkraft, kan inden for en biografisk
optik også ses i Thomas Bernhards samlede forfatterskab, og det er i det hele taget en besnærende tanke at se
Bernhards litterære virke som værende et produkt af en livsvilje eller en dødskamp. Bernhard fik som ganske ung en
lungesygdom, der plagede ham resten af hans liv. I den selvbiografiske roman Die Kälte beskriver Bernhard indgående
kampen mod sygdommen, døden og hans pleje på lungesanatoriet Grafenhof. Bernhard er på dette tidspunkt dødsmærket,
men beslutter sig for at vælge livet og blive rask. Bernhard trodser lægernes dødsdom, og det lykkes ham at
blive udskrevet og næsten at komme sig af den livstruende lungesygdom. ”Det är helt och hållet en fråga om vilja”,
siger Daniel Birnbaum om denne beslutning (Bernhard, 1991, p. 207). Bernhard nævner selv forbindelsen mellem
lungesygdommen og forfatterskabet i den (næsten) selvbiografiske roman Wittgensteins nevø: ”[…] jeg udnyttede dem
begge, forryktheden såvel som lungesygdommen; en dag, fra det ene øjeblik til det andet, gjorde jeg dem til mit eksistensgrundlag.
[…] [Jeg] har skabt min kunst af denne forrykthed og af denne lungesygdom” (Bernhard, 1995, p. 30
ff.). Bernhards vilje til livet er måske årsagen til hans gentagne og flittige referencer til Schopenhauer. Men hvor forfatteren
Thomas Bernhard vælger Schopenhauers æstetiske vej ud af viljesbegrebet, lader han hovedpersonen Murau
i Udslettelse indgå i askesen ligegyldighed. Murau vender ryggen til verden, familien og historien, skælder ud og trækker
sig tilbage i sikkerhed til sit eget sproglige tempel.
23