1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

sprogskepsis bliver i mødet med den sene Wittgenstein afvæbnet og afløses i stedet af en sprogfrihed.
Det er nærliggende at læse Thomas Bernhards værker i forhold til Ludwig Wittgenstein, og han
refererer lystigt til Wittgenstein – på godt og ondt. 14 Thomas Bernhard parafraserer dog ikke
Wittgenstein, men forholder sig gendigtende til hans sprogfilosofi. Dette er en vigtig pointe, og
Wittgensteins tanker synes at være det filosofiske afsæt, Bernhard bruger til at skille sig af med en
sprogskepsis, der ellers ville lukke sig om sig selv. Det er nemlig den anden vej en radikal sprogskepsis
kan gå. I modsætning til Wittgensteins frisætning af sprogbrugen i legende sprogspil, træder
den radikale sprogskepsis, der insisterer på en manglende virkelighedsrelation, ind i sproget
selv og lukker af for omverden. Den teoretisk forpligtede sprogskepsis har dog overset denne del
af sprogskepsisen eller stedmoderligt behandlet den. Således vil jeg i det følgende gøre rede for
forudsætningen for denne mere subjektorienterede radikale sprogskepsis:
Sproget er bundet til subjektet. Denne opfattelse kendes også fra psykoanalysen, hvor franskmanden
Jacques Lacans teori har som grundlæggende vilkår, at subjektet er sprogligt skabt og
funderet. Subjektet er struktureret som sprog og indgår i en tegnrelation med den Anden. 15 Hvis
14 Blandt disse henvisninger fra Bernhard til Wittgenstein er f.eks. den selvbiografiske bog Wittgensteins Nevø, som er
en næsten sandfærdig beretning om Bernhards forhold til filosoffens nevø, Paul. Og i Udslettelse gør hovedpersonen
Murau sig bl.a. lystig over Wittgensteins sætning ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, (Wittgenstein,
1998, p. 130) og spotter nærmest sin filosofiske landsmand ved at sammenligne den sproglige tavshed med det
østrigske folks stiltiende accept af jødeudryddelsen. ”Dette folks tien er det som er forfærdeligt, denne tien er endnu
mere forfærdelig end forbrydelserne selv […]”, skriver Murau. (Udslettelse, p. 280)
15 Inden for den gren af psykoanalysen, der bliver formuleret af Jacques Lacan i bl.a. The four fundamental concepts of
psychoanalysis, er begrebet identifikation centralt, idet ordet dækker over, hvorledes etableringen af jeget fungerer.
Lacan forsøger at trænge ind i det felt, hvor subjektet dannes, og for ham bliver identifikationen det, der betegner
frembringelsen af subjektet. I modsætning til Freud, som mener, at identifikationen er det ord, der beskriver forviklingsforholdet
mellem to ubevidste instanser, jeget og objektet, forsøger Lacan at vende denne årsagsproces. For
Freud foregår identifikationen ved, at A identificerer sig med B, og således kan A blive til B. Men Lacan vender dette
forhold på hovedet, sådan at det er B, der frembringer A, og igennem identifikationen med det, Lacan kalder den
Anden, konstitueres subjektet (cf. Nasio, 1988). Jeget er dannet i den Andens billede som en imaginær forestilling om
jeget selv. Ifølge Lacan konstitueres subjektet inden for tre ordener, det reelle, det imaginære og det symbolske. De
tre ordener betegner ikke kun faserne i barnets udvikling, men er også dimensioner, som det voksne menneske hele
tiden gennemløber. Når barnet fødes, indsættes det i det reelle, som er en tilstand, hvor barnets krop er udflydende,
og hvor det ikke har fornemmelse for sin krop og dens grænser. For barnet er moderens krop lige såvel en del af
barnets krop, som barnets krop selv. I 6-8-måneders-alderen begynder barnet at identificere sig med omverden og
begynder at kunne genkende sig selv i spejlet, men denne identifikation foregår selektivt, idet den kun eksisterer med
billeder, hvori subjektet kan genkende sig selv. Barnet begynder at spejle sig i en anden end sig selv. Denne relation
mellem subjektet (moi – som i denne sammenhæng skal forstås som et psykosocialt jeg) og den Andens billede
(l`image de l’Autre) kalder Lacan for den imaginære orden. På et tidspunkt erkender barnet, at den Anden, f.eks.
moderen, lige så vel begærer noget andet som barnet selv og kigger andre steder hen end på barnet. Det, barnet kan
gøre, er at efterligne det, den Andens blik styres efter. Barnet prøver at gøre objektet for den Andens blik til sit eget,
og på den måde bliver barnet indsat i et nyt udsigelsesrum ― den symbolske orden (cf. Hjordt-Vetlesen, 1996). Den
symbolske orden sætter en forskel mellem jeget og omverden og er det lager, hvorfra vi henter vores identitet. Lacan
15