1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

Ikke desto mindre er det evident, at sprogets reference til virkeligheden bliver udsat for kritik i
den modernistiske litteratur. Det er derfor vigtigt at undersøge fænomenet, men at gøre det ud fra
analyser, hvor sprogkritikken har sin tydeligste form. Nemlig i den del af skønlitteraturen, hvor
forfatterne eksplicit eksperimenterer med sprogets repræsentationsværdi. Dette speciale har til
hensigt ud fra analyser af to skønlitterære tekster at udforske og indkredse sprogskepsisbegrebet.
Genstandene for disse analyser er værket Udslettelse (1998) af den i Danmark relativt ukendte
østrigske forfatter Thomas Bernhard samt romanen Murphy (1990) af Samuel Beckett. Specialets
mål er ikke at opstille den klare teori, som Arens efterlyser, men derimod igennem et praktisk
analytisk arbejde at udforske begrebet med henblik på at skabe en mere nuanceret forståelse af
sprogets henvisningsrelation til virkeligheden.
Beckett og Bernhard
Thomas Bernhard er ofte blevet sammenlignet med Samuel Beckett, hvorfor Bernhard har fået
det lidet flatterende kælenavn ”Alpenbeckett” (Jopling, 1997, p. 49). Der er da også en del sammenfald
i de to forfatteres litterære virke, der næsten kalder på en sammenligning. De er begge
opvokset i krigs- og krisetider i Europa, Beckett er født i 1906 og Bernhard i 1931, og både Beckett
og Bernhard har skrevet store mængder prosa, teater og lyrik med fokus på menneskets ensomhed
og afmagt over for sproget og verden.
Thomas Bernhard har utvivlsomt haft et kendskab til Samuel Becketts forfatterskab, men Bernhard
har været yderst sparsom med at nævne Beckett i sine egne produktioner, og den eneste
direkte reference fra Thomas Bernhard til Samuel Beckett finder vi i et interview fra 1982: ”Für
mich ist Beckett seit zehn Jahren tot, er schickt nur kurze Botschaften aus dem Jenseits” (ibid, p.
49). Bernhards lakoniske kommentar om, at der efter Becketts død (Beckett dør vel at mærket
først i 1989) kun er få sparsomme meddelelser, der henvender sig til eftertiden, vidner om, at
Bernhard forsøger at lukke munden på litteraturforskere og andet godtfolk, der forsøger at sammenlæse
Bernhard og Beckett. Der synes ikke at være noget bevis for, at Beckett har læst eller
kendt til Bernhards litteratur.
Litteraturforskningens sammenligning af de to forfattere har hovedsageligt været koncentreret
omkring Bernhard og Becketts dramatiske værker, fordi der i disse umiddelbart eksisterer et tæt
3