1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

Fra søstrenes ansigt stråler punctum, der rammer og piner Murau med deres spotske ansigter, og
han erkender også, at det netop er i det nu, Murau betragter billederne, at punctum stråler mod
ham. Men Murau forsøger at ophæve det temporale skred i fotografiet, og han skriver derfor:
”Har de i virkeligheden disse spotske ansigter? Har de ikke kun haft dem i dette ene øjeblik, hvor
det såkaldte Cannes-billede blev taget af dem, disse spotske ansigter?” (p. 149). Murau forsøger
altså at tilbageføre fotografiets nu til det tidspunkt, billedet oprindeligt blev taget. Man kunne kalde
det et kollaps i tid eller et sammenfald mellem fotografiets har været og nu.
Murau udlægger selv sine betragtninger over fotografierne som et sandhedsarbejde. Da Murau
betragter fotografiet af forældrene på Victoria-banegården i London, er det bl.a. faderens beklædning,
der sætter Muraus tanker i gang. Det er således fotografiernes punctum, de spotske ansigter
og forældrenes beklædning, som leder videre til Muraus erindringsarbejde, dvs. hans jagt efter
fotografiernes etymologi og deres oprindelige betydning. Det er netop forsøget på at nå ind til det
oprindelige eller sandheden, der sætter Murau i gang med at kigge på fotografierne.
Jeg ville jo, tænkte jeg, ikke have tolereret, at der lå en forfalskning af mine forældre og
af min bror i mit skrivebord. Kun de virkelige, de sande afbildninger. Kun det absolut
autentiske, om det så er aldrig så grotesk, muligvis endda modbydeligt. (p. 19)
Og Murau skriver også, at fotografierne gengiver ”mine forældre og min bror præcis, som mine
forældre er og som min bror virkelig er” (p. 19). Det er således en objektivitet eller sandhed, som
Murau stræber efter i fotografierne. Men han må samtidig erkende, at en sådan sandhedsværdi
ikke eksisterer. Han skriver:
Fotografiet viser kun det groteske og det komiske øjeblik, tænkte jeg, det viser ikke
mennesket, som det alt i alt har været hele sit liv, fotografiet er en lumsk, pervers forfalskning,
ethvert fotografi, uanset hvem der har taget det, uanset hvem det forestiller,
er en absolut krænkelse af menneskets værdighed, en uhyrlig naturforfalskning, en gemen
umenneskelighed. (p. 19)
Fotografiet forvrænger og skjuler sandheden om mennesket. Men hvem står for dette bedrageri?
Murau langer ud efter fotograferne, fordi de på deres fotografier fastholder en ”perverst forvrænget
verden, der ikke har andet til fælles med den virkelige verden end denne perverse forvrængning,
de har gjort sig skyldige i” (p. 20). Der eksisterer således en diskrepans i Muraus betragtninger
over fotografiets væsen. På den ene side søger han sandheden i fotografiet, mens han i samme
træk afviser fotografiet som objektivt virkelighedsgengiver. Muraus raseriudfald mod fotograferne
som perverse virkelighedsforvrængere er samtidig også en komisk selvkritik. Det er jo Mu-
43