1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

HVIS VI IKKE HAR SPROGET, HVAD HAR VI SÅ?
Specialets læsninger af to romaner, der begge udforsker sprogets henvisningsrelation til virkeligheden,
peger på, at der inden for diskussionen af sprogskepsisbegrebet eksisterer en nuanceforskel
i måden at angribe sproget på. Thomas Bernhards erindringsroman Udslettelse afsløres som et
opgør, ikke kun med den østrigske historie og Muraus ophav, men også med sproget som en
objektiv skriftform. Romanen er en selviscenesat virkelighed, hvor forfatteren ved hjælp af en
ironisk distance og et manifest vredessprog destruerer virkeligheden. Bernhards roman er således
et forsøg på at udslette alt eksisterende i en arrig afvisning af omverden. Men selvom Bernhard
inviterer til en vis intimitet i selvbiografien, afløses dette af en undren hos læseren, fordi det er
umuligt at orientere sig i fortællerjegets modstridende fortælling. Muraus løgne afsløres, hvilket
giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved selve romanprojektet. Læsningen af Udslettelse viser
nemlig, at Bernhards romanprojekt lige så vel er en opbygning og litterær skabelse, som det er en
nedbrydningsroman. Ifølge Wittgenstein er sproget summen af alle de forskellige sprogspil, som i
deres mangfoldighed udspiller sig på alle sproglige niveauer (Gustafsson, 1978, p. 142 ff.) Bernhards
sproglege og citatbrug fungerer på samme måde som sprogspil, der bygges oven på hinanden
for at udgøre Bernhards samlede poetiske sprog. Bag den sproglige destruktion spirer den
poetiske skaberkraft, og romanen er set inden for denne optik fuld af legende sprogspil, der i
stedet for at rive ned bygger op.
Lige så vel som Thomas Bernhards sproglege udfordrer sprogets henvisningsrelation til virkeligheden,
er Samuel Becketts litterære eksperimenter båret af en generel mistro til sproget, der i
Becketts roman Murphy udmærker sig ved en radikalisering af sprogskepsisen. Sproget i Murphy
bliver således udsat for en opløsning, der river tæppet væk under fiktionen. Tilbage står et henvisningsløst
sprog, der er et produkt af hovedpersonens solipsistiske natur, og i afvisningen af
omverden lukker sproget sig dermed om sig selv. Beckett demonstrerer i Murphy, at mennesket
står alene med sit sprog, og kontakten mellem individerne er dømt til at mislykkes. Den manglende
evne til at mestre kommunikationen udfolder sig i en sprogskepsis, fordi det viser sig, at det
sprog, der som det eneste kan slå bro mellem individet og omverden, ikke slår til, og individet
står alene uden mulighed for at kommunikere med omverden.
Læsningerne af Udslettelse og Murphy viser dermed, at det skønlitterære arbejde med sprogskepsisen
synes at falde i to modsatrettede positioner over for sproget. I forsøget på at afbryde sprogets
henvisning til virkeligheden dyrker Bernhards romanprojekt sprogets egenværdi i form af løgn og
63