1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

han ”slet ikke [er] denne situation voksen” (p. 328). At Murau ikke er voksen peger på, at den
refleksion, der normalt ville ligge til grund for en hjemkomst inden for heimat-temaet, ikke er til
stede. Der er nærmere tale om en fuldstændig afvisning af hovedpersonens fortid og baggrund,
som resulterer i Muraus bortdonation af Wolfsegg til det jødiske trossamfund i Wien. Muraus
afskrivning af Wolfsegg, og dermed sin familiehistorie, er således udtryk for, at Bernhard udfordrer
det klassiske hjem-ude-hjemme-tema ved at lade Murau falde uden for den afsluttende struktur.
Men det er også et tegn på Wolfseggs symbolske kraft og magt over Murau. Selvom hovedparten
og de vigtigste aktører i Muraus familie er udslettet, vælger Murau at skille sig af med
Wolfsegg. Fordi herkomstkomplekset tynger ham så meget, må han tilintetgøre bygningsværket på
samme måde som familien.
Fotografierne og aviserne
Muraus konfrontation med sin familie sker efter deres død og ved hjælp af fotografier. Det er
fotografierne, der sætter Muraus romanprojekt og erindringsarbejdet i gang. Billedernes dokumentation
fungerer som et kontrapunkt i Udslettelse, og romanen vender flere gange tilbage til
dette fotografiske udgangspunkt. Fotografiet er således et nøgleelement i Muraus erindringsarbejde,
og det er også her, at diskussionen af virkelighedsrepræsentationen og objektiviteten får ét af
sine mest markante udtryk.
Murau overvældes af fotografiernes ophobning af tegn, og de tvinger ham ud i en erindringsproces,
der i sidste ende fører til forsøget på sprogligt at udslette sin familie og herkomst. Murau
nærmest indtager fotografierne, han bemægtiger sig deres historie og udlægger billedernes mening
på grusom og spottende vis. Ifølge Jacques Lacan er erindringer ikke autentiske, men skabes derimod
som følge af ydre påvirkninger af subjektet. Erindringen er et produkt af de psykiske strukturer,
som vi kulturelt er indplaceret i (Silverman, 1991, s. 118). Ikke desto mindre har erindringerne,
trods deres manglende autenticitet, en strukturerende rolle i forhold til jeget. Identiteten er
ikke immanent til stede i mennesket som en fast størrelse, men er derimod et uoverskueligt kludetæppe,
som er i en konstant udvikling, svingende mellem Lacans tre ordener (Se note 15). Begrebet
erindring skal derfor bruges sammen med forståelsen af, at det peger på det, der er-i-detindre.
På samme måde har Muraus analyser af familiefotografierne en strukturerende rolle i forhold
til Muraus erindringsarbejde. Det er fotografierne, der sætter erindringsprocessen i gang, og
det er fotografierne, der i første omgang tegner selve erindringerne.
41