1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

hen eller udsætter deres kroppe for aktivitet. Ifølge en meningsudveksling mellem Murphy og
Celia er alle romanens personer undtagen Murphy bundet af deres gøren:
Hvad kommer det mig ved hvad du GØR?
Jeg er hvad jeg gør, sagde Celia.
Nej, sagde Murphy. – Du gør hvad du er, du gør en brøkdel af, hvad du er, du tåler at
dit væsen stille og roligt siver ud i gøren. (p. 30)
Celia insisterer på at være defineret af sine handlinger (”Jeg er hvad jeg gør”), men Murphy opponerer
og kritiserer Celia for, at hendes liv flader ud i ren ”gøren”, fordi hun derved kun er et
produkt af sine handlinger. Og det er netop derfor, at Murphy dyrker at spænde sig selv fast i
gyngestolen eller i stedet for at søge arbejde falder omkuld i en park for at ligge helt stille og nyde
inaktiviteten. Murphy insisterer på en væren, der ikke er defineret af handling og bevægelse, men
derimod af stilstand og tomhed. Resten af romanens personer dyrker i stedet den kropslige handling
som gøren, hvorimod Murphy længes mod en ikke-væren. S.C. Steinberg skriver: ”[…] what
Murphy desires is not the freedom to be, but the freedom to be not” (Steinberg, 1972, p. 94).
Murphy søger tingenes ophør, fordi han begærer intetheden, men han er samtidig opmærksom
på, at det er nødvendigt at frigøre sin ånd fra kroppen, hvis den endelige stilstand skal opnås: ”Jeg
tilhører ikke den store verden, jeg tilhører den lille verden […]” (p. 132), siger Murphy og understreger
dermed, at han ikke kan forbinde sig til verdens objekter, men derimod må give afkald på
dem for at dyrke ånden. Murphy fremskriver således en klassisk cartesiansk dualisme, hvor jeget er
”splittet i to dele, en krop og en ånd” (p. 82). Denne opdeling betyder, at han ”kunne tænke og
vide, mens kroppen […] kriblede omkring ham […]” (p. 83). Mellem disse to erfaringsverdener
foregår et overlap, hvor Murphy aner en forbindelse, men igennem hvilken kanal disse erfaringer
udveksles, kan Murphy ikke gennemskue. Kroppen er for Murphy lige akkurat det hylster, som
ånden har brug for at tænke i, og deraf skabes der en afhængighed kroppen og ånden imellem:
Jo mere han sank hen med kroppen, jo mere følte han at han blev levende i ånden, jo
mere frihed havde han til at bevæge sig rundt mellem dens skatte. Kroppen havde sine
forråd, ånden sine skatte. (p. 84)
Ligesom inden for den klassisk cartesianske filosofi, er Murphys krop den fysiske mulighed og
betingelse for tænkningens udfoldelse. Men Murphy aner eksistensen af et tredje alternativ til
kroppen og sjælen, idet der uden for rum og tid, et sted i evigheden, findes et punkt, der er definerende
for kroppen og tænkningen. En slags Intethed eller Alt, hvor Murphys ånd kan slippe fri
53