1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

den tidslige gengivelse mellem handlingen og iagttagelsen set igennem Murphys øjne: ”Det så
virkeligt ud som om hun var ved at gå, med overholdelse af hendes nuværende tilpasningstempo
ville hun være gået tyve minutter en halv time senere” (p. 29). Tiden splittes op i enkelte uafhængige
enheder, hvor intet svarer til hinanden; læseren læser romanen i sit eget tempo, handlingen
foregår i et andet, og personerne i romanen lever i hver deres tidsmodus. Beckett fokuserer i ét
niveau på de nøjagtige tidsangivelser, mens han på et andet splitter og opløser tiden – som to
tandhjul, der kører i hver deres tempo. Tiden er blot er en gammel ”horebuk” (p. 86), som forgriber
sig på verdens objekter.
Virkelighedsnedbrydningen består endvidere i at lade romanens figurer agere på en måde, der
kolliderer med den af læseren velkendte virkelighed. Når f.eks. Murphys udlejer Miss Carridge
træder ind af en dør, består hendes metode i ”sky at banke på døren nogen tid efter, at hun havde
lukket den efter sig på den indvendige side” (p. 53). Handlingslogik og kausalitet er således vendt
på hovedet, idet Miss Carridge banker på døren, efter hun er trådt ind i rummet. I det hele taget
synes der ikke at være nogen sammenhæng mellem Miss Carridges indre bevidsthed og hendes
handlinger, og denne mislyd afspejles i Miss Carridges sprog og fysiske udfoldelser. F.eks. sørger
hun altid for at bemærke, at en varm kop te skal drikkes ”før den bliver stiv” (p. 53), og hun betegner
hendes logerende, en gammel mand, som ”Den gamle dreng” (p. 54). Da Miss Carridge
finder ”den gamle dreng” død efter et selvmord begået med en ”halsoverskæringsbarberkniv” (p.
101), reagerer hendes krop helt modsat af den ”orden i sine tanker” (p. 101), hendes hoved er
fuldt af:
Hun gled videre ud på trappen foran huset, hvor hun gik i stå og skreg på politiet. Hun
kapriolerede rundt på gaden, som en konsterneret struds, med sære forstyrrede tilløb
skiftevis mod York- og Caledonia Road, der lå forvirrende lige langt borte fra tragedien,
slyngede armene i vejret, ødelagde prøveforsendelsernes gode arbejde og skreg på politihjælp.
(p. 101)
Igennem Miss Carridge demonstreres en bemærkelsesværdig og ekstrem dualisme mellem krop
og tænkning, der manifesterer sig i en åndsverden, der ingen logisk relation har til kroppen og
dennes handlinger. Udtryk og indhold følges ikke ad.
Beckett eksperimenterer med disharmonien mellem ord og virkelighed helt ned på sætnings- og
ordniveau, som f.eks. i ordet ”halsoverskæringsbarberkniv”. Dette sammensatte ord, ændrer den
normalt anerkendte betydning for en barberkniv, og ordet destrueres dermed for at opstå i en ny
51