1 Specialet fylder 179786 tegn, hvilket svarer til 75 - Aarhus Universitet

På samme måde som Thomas Bernhard diskuterer virkelighedsrepræsentationen gennem Muraus
fotografiske erindringsprojekt, er Muraus overvejelser omkring aviser også udtryk for en repræsentationsskepsis.
Avisernes sprog konstruerer virkeligheden, akkurat som Murau gør det. ”Den
trykte verden er den virkelige verden, sagde jeg. Den svinske verden der er trykt i aviserne er vores.
Igen sagde jeg: det trykte er virkeligt, og det virkelige bare noget vi antager er virkeligt” (p.
291). Virkeligheden er blot en sproglig konstruktion, da virkeligheden, som den formidles igennem
aviserne, eksisterer i en antaget og kunstig skabt form. Men samtidig giver aviserne indtryk
af at være sandhedssøgende og autentiske. Avisernes sprog har dermed også en lighed med Muraus
erindringsarbejde, og når Murau siger, at ”Jo mere forløjet de skriver, des sandere er det” (p.
248), så kunne denne karakteristik lige så vel bruges på Muraus eget sprog. Diskussionen af aviserne
bliver således en undersøgelse af hovedpersonens romanarbejde, og Murau er opmærksom
på denne sammenhæng, når han siger, at:
[…] aviserne nok skriver med den allerstørste forløjethed, men samtidig skriver de også
sandheden, de skriver med den størst mulige gemenhed, men samtidig alligevel ikke andet
end kendsgerningerne, at de ganske vist lemlæster alt i disse beretninger til ukendelighed,
som de selv skrev om min mors lig, men at de samtidig kun er autentiske. (p.
247f)
Aviserne destruerer og lemlæster virkeligheden, sprætter den op, som var den en død krop, og
præsenterer den i et sprog, der lader som om, det er autentisk og sandt. Avisernes citater, referencer
og sproglige forløjethed spejles i Muraus romanprojekt, men da Murau læser artiklerne om
sine forældres og sin brors død, gribes han af skyldfølelse. Han forsøger at fjerne alle spor af, at
han har læst avisen, og Murau kan først nyde avislæsningen, da svogeren også går i gang med at
læse aviserne og artiklerne om forældrenes og brorens død:
Jeg [havde] hele tiden haft en forfærdelig følelse af at blive grebet i en uforskammethed
og notorisk skamløshed, helt og holdent med bevidsthed om at begå en forbrydelse,
mens svogeren nu, så at sige under mit generøse blik og med sin udtalte velsignelse,
kunne tillade sig at nyde aviserne […]. (p. 289)
Muraus læsning af aviserne er forbundet med skyldfølelse og skam, fordi han i disse ser den løgnagtige
og usande sprogbrug, som han selv gør brug af. Derfor misunder han svogeren, fordi ”han
kunne gøre hvad jeg var nødt til at afstå fra, han kunne læse aviserne […]” (p. 290). Og herefter
lader Murau denne skamløshed gå over i en forvikling og udredning af et sprogligt problem, som
dermed fjerner fokus fra Muraus egen konfrontation med aviserne:
45