Speciale - Forskning

Specialeopgave ”Dynamisk stabilitet – muligheder og begrænsninger i forbindelse Maria S. Nicolaisen
F2012 med digitaliseringen af den humanvidenskabelige forskningspraksis” Stud:a10mask
betinget og dialektisk relation mellem teori og praksis 86 . Den sociokulturelle tradition arbejder således ud
fra en relativistisk (ikke en teleologisk) udviklingsforståelse, der påpeger at menneskets interaktion med og
brug af redskaber både muliggør (Ibid.) og transformerer forudsætningerne for den menneskelige formåen
– det være sig både den fysiske og den intellektuelle (Ibid., 76). Hermed synes hans argumentationsstruktur
at udgå fra et praktisk-empirisk standpunkt, der arbejder ud fra et naturvidenskabeligt videnskabsrationale,
hvor ”Beherskelsen af konkrete fysiske problemer er kilden til begrebslig viden.” (Ibid., 84). Säljö synes
således at repræsentere en humanvidenskabelig position, der på samme måde som naturvidenskaben
vægter empiriske og kumulative videnselementer, om end disse indtænkes i en sociokulturel kontekst. På
denne måde repræsenterer Säljö netop et humanvidenskabeligt indoptag af videnslegitimeringens krav om
objektivitet (jf. Drotner 2011, 71). Derved søges den humanvidenskabelige relativisme-problematik
overkommet ved forsøget på at skabe en tilsyneladende objektivitet (jf. Jørgensen/Phillips 2006, 48), der
forankrer den videnskabelige begrebsdannelse, refleksion og teoretisering i erfaring med, kendskab til,
videreudvikling og brug af eksterne artefakter. Dog udelades det relativistiske afsæt på ingen måde,
eftersom hans sociokulturelle tilgang tillige pointerer, at de tilsyneladende objektive artefakter vi
interagerer med i hverdagen, er menneskeskabte (Säljö 2003, 79). Netop fordi artefakterne er
menneskelige konstruktioner kan de heller ikke betragtes som døde ting: ”Menneskelig viden, indsigt,
konventioner og begreber er indbygget i apparaterne og er således noget, vi interagerer med, når vi agerer”
(Ibid., 85).
Säljö diskuterer, hvorledes både fysiske og intellektuelle redskaber er menneskeskabte konstruktioner, der
først og fremmest skabes og indgår som mulige problemløsningsredskaber i og for den menneskelige
praksis (Säljö 2003, 79). Praktisk problemløsning danner således grundlaget for udvikling af nye redskaber
(Ibid., 81-82). Redskaberne skal netop være behjælpelige i det omfang, at den almindelige menneskelige
styrke, hukommelse etc. ikke rækker. Derved forstås artefakterne ikke som havende værdi i sig selv, men
netop som havende værdi i forhold til handling og brug. Intentionen med at lave brugsgenstande er netop,
at de ikke behøver at have værdi i sig selv, men at deres værdi beror på deres potentiale for at indgå i
brugssituationer. En pragmatisk argumentationaform vil således forklare forskelle mellem klassiske
kunstværker, brugskunst og performativ kunst som funktionsforskelle. Kunstværkers værdi er immanent i
værkerne selv som en æstetisk værdi, hvorimod den æstetiske værdi i brugskunst suppleres med en
pragmatisk nyttefunktion, hvori anvendelse bliver et udslagsgivende kriterium for fastsættelsen af dennes
værdi. Hertil kommer den performative kunst, der netop vægter handling, udførelse og proces som de
værdigivende egenskaber. På samme måde som kategoriseringen af brugskunst kan Säljös artefakter siges
86 En lignende forståelse synes at ligge til grund for, at Luke Waltzer efterspørger en akademisk refleksion over og
understregning af humanvidenskabernes praktiske relevans (Waltzer 2012, 335)
Side30