Speciale - Forskning

Specialeopgave ”Dynamisk stabilitet – muligheder og begrænsninger i forbindelse Maria S. Nicolaisen
F2012 med digitaliseringen af den humanvidenskabelige forskningspraksis” Stud:a10mask
der inden for skriftkulturen med en åben tekstforståelse, der ikke indeholder krav om autenticitet og
originalitet 100 , skønt tekstproduktionen centreres om eksisterende ideer og autoritative tekster (Tredinnick
2007, 63).
Printkulturen fremmer lukning af teksten ved at introducere en vidensproduktionsform, hvor teksten både
som produkt og som formidlingsform stabiliseres (Tredinnick 2007, 66). Modsat skriftkulturen kan viden
produceres, og hvad vigtigere er reproduceres: ”…locked in a fixed final form.” (Ibid., 67). Denne
stabiliseringsproces har derfor fremmet antagelser om objektivitet, idet tekstens stabilitet: ”presuppose
finality and closure…” (Tredinnick 2007, 66), hvilket fordrer et underliggende rationale om ”a fixed, pre-
given meaning…” (Ibid., 68). En sådan stabilisering understreger snarere tekstens funktion som autonomt
værk i sin egen ret (objekt, produkt) frem for som henvisende til en fortløbende kulturelt og subjektivt
betinget skabelsesproces (Ibid.). Printkulturens tekstuelle stabilisering medvirker således til illusionen af, at
tekster i udgangspunktet er fikserede og således kan optræde og opfattes som objektive entiteter, fordi
deres form er fysisk forankret i bogen (Ibid., 70). Stabiliseringen udfordres i nyere tid derfor af
digitaliseringens reinvention af en mere dynamisk formidlingsform, der både fjerner den sikkerhed,
skriftkulturens stabiliseringsforestilling afstedkommer og genindsætter den subjektive og kulturelle
forståelse af tekstproduktionen (Ibid., 68-71) og tekstens intertekstuelle referencer (Ibid., 74).
Den tekstuelle stabilitet bliver i lyset af digitaliseringen således problematiseret og reduceret (Ibid., 74) og
synes derved at true den standardiserede viden 101 , der ikke længere kan repræsentere en sikker og objektiv
vidensform (Ibid., 76). Eftersom videnskaben i særdeleshed bygger på standardiseret viden, synes det
forståeligt, at vi forsøger at undertvinge digitale tekster samme legitimeringskriterier (originalitet,
systematik og en stabil fremstillingsform i et færdigt produkt) som skriftkulturens analoge medieform
(Ibid.). Det påtvungne legitimeringsmaksime er en problematik, der er værd at anerkende i en diskussion af
digitaliseringens betydning for og i en potentiel vidensfacilitering af humaniora, men netop fordi den
digitale tekst er et relativt nyt fænomen og fordi en skriftkulturelt affødt legitimeringspraksis gennemsyrer
alle områder af moderne akademisk tekstbearbejdning, synes påpegningen af en uhensigtsmæssig brug for
nuværende snarere at have et ideologisk formål frem for en realistisk tiltro til at dette ændres inden for
nærmeste fremtid. Netop fordi de akademiske værdier i høj grad stadig beror på en tiltro til stabilitetens
legitimering af indholdet som færdigt produkt, må denne stabilitet søges kombineret med det øgede fokus
på foranderlighed, skabelse og meningsdannelse, der kendetegner humanvidenskabens relativistiske og
100 Disse fremkommer først med printkulturens stabiliseringsideal
101 Der fremkommer dog forsøg på at opstille kriterier for standardisering (bl.a. dokumentation, konsensus,
tilgængelighed og bevaring) i en digital og dynamisk kontekst (Romary 2010, 8-9)
Side35