Slupinski afhandling 1 del - Read

elektricitet fra solcellerne – først ved elektricitetsproduktion og derefter ved transformation af elektricitet til
lys i lamperne. Når det nu er sagt, så opnår man ikke væsentligt forbedringer i optisk indeklima ved at have
større dagslysåbninger end højst nødvendigt til den givne rumfunktions dagslysbehov. Er der dog tale om en
nordfacade, kan hele facaden anvendes som dagslysindtag, da solceller selvfølgeligt ikke er relevante på en
nordfacade (på den nordlige halvdel af Jordkloden), hvorimod alle de andre facader kan med fordel anvende
solceller, hvor dagslysåbningen ikke er placeret. Således vil hele facaden anvendes som en energiopsamler
ved at kombinere arealer til dagslysbelysning af interiøret via åbninger med arealer til elektricitetsproduktion
via solceller.
Dette betyder, at dagslysindtag skal prioriteres højere end solceller i design af facader
Det uåbnede facadeareal kan dog fint anvendes til solceller, hvor facadens lysåbning kunne optræde som
store mellemrum mellem solceller eller som en mikroskopisk perforering i selve solcellerne.
For at få en ide om, hvilket proportionsforhold der burde være mellem areal til solceller og areal til
lysåbninger kan der tages udgangspunkt i forhåndenværende data for DF. De fundne DF-data er for en
åbning svarende til 33 % af facadens areal formet som et horisontalt bånd placeret i 2 forskellige højder fra
gulvet, som vist i fig. 4.3b. Rummets højde er 270 cm og den vandrette åbning har en højde på 90 cm.
Åbningens placering er henholdsvis øverst i rummet samt i midten af rumhøjden. Disse åbninger har ingen
skyggende udhæng uden på facaden, hvilket ville forhindre en del af himmellyset i at komme igennem og
dermed sænke rummets DF.
Fig. 4.3b Efterfølgende DF-data er for disse 2 facadeåbninger, hver på 33 % af facaden i
hver sin højde.
Illustration: Wuppertal Institut für Klima, Umwelt, Energie
De efterfølgende fig. 4.3c, fig. 4.3d samt fig. 4.3e viser de forskellige åbningers DF forskellige steder i
rummets dybde indenfor, hvor den ændrende DF er afbildet med en kurve – en dagslysfaktorkurve (DFkurve).
De 3 figurer forholder sig til 3 forskellige rumfunktioner hver – kontorrum, stuerum og trafikrum –
for eksempel en foyer, et trapperum eller en gangkorridor. Derfor er DF ens på hvert diagram repræsenteret
med kurver i forskellige farver i forhold til åbningens placering. DF er på samtlige rumdybder målt i
bordhøjde (80 cm). På grund af kontorfunktionens høje lyskrav har fig. 4.3e fået tilføjet en tredje DF-kurve
svarende til begge åbninger sat sammen, dvs. de øverste 66 % af facadens areal.
Disse 3 figurer er umiddelbart ens, men forskellen på dem er de indtegnede belysningskrav til den gældende
rumfunktioner omsat til DF under forskellige vejrforhold – vist med lige røde linier. ”Mørk overskyet”
repræsenterer lysniveauet ved de umiddelbart værst tænkelige dagslysforhold. Den rumdybde, hvor en DFkurve
skærer denne lysniveau-linie er den maksimale rumdybde ved denne givne rumhøjde, som kan være
belyst udelukkende via dagslys.
Som kurverne i disse 3 figurer bekræfter, giver en høj åbningsplacering mere jævn dagslysfordeling igennem
rummets dybde med en betydeligt højere DF længere inde i rummet. Derfor jo højere placering, en
lysåbning har i rummets facade, desto dybere kan et rum blive og stadigt være dagslysbelyst. Dette kan dog
skabe konflikt med facadens udsigtsareal, som er i øjenhøjde – svarende til den blå DF-kurve i alle 3 figurer.
95