Slupinski afhandling 1 del - Read

Strukturfarver skyldes, i modsætning til pigmentfarver, ikke en kemisk sammensætning i overfladen, men
overfladens fysiske opbygning enten som en nanotekstur – eksempelvis riller - eller ved overlapning af
nanotynde gennemsigtige lag. Disse strukturer kan også fremstilles af mennesker – eksempelvis i CD-skiver
eller perlemorlak.
En nanotekstur, som er ned i lysbølgeskala, spreder lysets forskellige bølgelængder - farver - i forskellige
retninger pga. nano-rillernes forskellige samspil med lysbølgernes forskellige størrelser (Livingstone 2002,
s.23). Pga. de forskellige lysbølgelængders forskellige retninger vil nogle bølger svinge i fase med hinanden
og forstærke den givne farve, mens andre vil svinge ud af fase med hinanden og ophæve - slukke - den
givne farve. Dette samspil vil hele tiden ændre sig i forhold til synsvinkel. Sådan en lysbrydning, der skyldes
refleksion med spektralselektiv spredning i forskellige retninger, kaldes diffraktion.
Den anden lysbrydning, der forekommer ved overlapning af nanotynde gennemsigtige lag – eksempelvis i
sæbebobler, oliepytter eller perlemorsbelægninger, kaldes interferens. Interferens sender lysbølgerne i
samme retning, men pga. hindens lille tykkelse bliver refleksionen fra henholdsvis hindens bagside og
forside minimalt forskudt, så lysbølgernes svingninger ikke følger samme takt (Livingstone 2002, s.23). De
forskellige lysbølger interferer med hinanden, så nogle bølger vil svinge i fase med hinanden og forstærke
den givne farve, mens andre vil svinge ud af fase med hinanden og ophæve - slukke - deres givne farve.
De visuelt dynamiske effekter fra henholdsvis diffraktion og interferens meget om hinanden, hvor nogle
farver opleves mere intensivt, mens andre slukkes helt eller delvist afhængigt af beskuernes placering og
bevægelse. Således er der et spændende og muligvis aktiverende samspil mellem beskueren og en facade
med strukturfarver – eksempelvis som belægning på solcellers indkapslende glas eller i den amorfe
siliciumsolcelles changerende farve, som vist tidligere i fig. 3.3d.
Der findes desuden spektralselektive glasbelægninger, der reflekterer én farve og transmitterer
komplementærfarven til den reflekterede farve. Glas med sådan en belægning kaldes dikroisk glas og er vist
anvendt i fig. 4.2q, hvor arkitekten James Carpenter har anvendt dikroisk glas som lameller i glasfacade,
hvor de reflekterer grønlig farve som striber skråt op ad væggen og transmitterer violet komplementærfarve
som striber skråt ned ad væggen. Dikroisk glas anvendes allerede i op til flere bygningsfacader af arkitekten
James Carpenter og kunne således også tages i betragtning ved integration af solceller – eksempelvis som
bagindkapsling eller i kombination med den farvefiltrerende DSC-solcelle.
Fig. 4.2q Lameller af dikroisk glas i Sweeney Chapel af James Carpenter Design
Associates 1987. Vinduet er knapt 10 meter højt.
Illustration: http://www.jcdainc.com
Diffraktion kan også opstå ved, at lyset transmitteres igennem en lysfiltrerende struktur med mange
mikroskopiske åbninger i et repetitivt mønster – eksempelvist mikroskopiske net. Diffraktion ved sådan en
86