Slupinski afhandling 1 del - Read

En metode, hvorpå man løbende varierer stribeafstanden i et mønster kan frembringe fotografiske mønstre
som det i fig. 7.3p til højre. Dette kan sandsynligvis gøres i tyndfilmsolceller, hvor man kan fræse den
varierede stribeafstand ud i solcellen med laser, ligesom i de lysfiltrerende amorfe siliciumsolceller, vist i fig.
7.3p til venstre. De tilbageblivende solcellestriber vil således danne et fotografisk lysindtag. Sådan et
filtrerende solcellepanel kunne eksempelvis fylde et hel rums facade eller flere etager. Det er dog vigtigt at
udforme motivet sådan, at der solcellestriberne har så vidt muligt samme areal pga. deres serieforbindelse.
Fig. 7.3p Facade med lysfiltrerende solceller fra SCHOTT Solar til venstre samt et fotografisk mønster frembragt via
variation i stribetykkelse og -afstand
Fotografi til venstre: SCHOTT
En anden form for graduering i et perforeret mønster kan ses i fig. 7.3q, som viser en museumsbygning af
Herzog & de Meuron med en perforeret facade, hvor det er både hulstørrelsen og dækningsgraden, som
varierer. Dette giver facaden en nærmest opløst atmosfærisk karakter, og også her kan man arbejde med
overgange mellem lyse, åbne og mørke, afskærmede zoner indenfor. Der ligger en kvalitet i at gøre disse
overgange bløde, nærmest sømløse, så man i interiøret reducerer risikoen for skarpe slagskygger.
Fig. 7.3q DeYoung Collection museumsbygning af Herzog & de Meuron, hvor man i den perforerede facade har
arbejdet med graduering mellem flere forskellige dækningsgrader.
Fotografi: Katarzyna Slupinski
158