Slupinski afhandling 1 del - Read

Fig. 7.4h Mikrolameller med lysbrydning, mikroperforering med forvrængning samt mikroperforering uden
forvrængning.
Fotografi: Artur Slupinski samt Photosolar
Ved diffraktion kan der dog også opstå et farverigt lysbrydningsmønster, som vist i det venstre billede i fig.
7.4h. Sådan en lysbrydning kan bidrage med perceptuel kvalitet til rummet på en dynamisk og interessant
måde, hvor man i stedet for en direkte og statisk anvendelse af farver i interiøret som maling, vil kunne
bruge lysbrydningen til at skabe dynamiske effekter via farverens skiftende lysbrydning afhængigt af
betragterens og solens position i forhold til fladen. Således kan facaden blive en kilde til skiftende
farveindtryk afhængigt af brugernes aktivitet indenfor.
Som førnævnt kan med i forbindelse med mikroskopiske vinkelselektive solccellemønstre også arbejde med
forskellige grader af perforeringstæthed, hvor vinkelektiviteten forbliver den samme, men der kommer
længre afstand mellem åbningerne, hvor solcellen nærmest bliver et immaterielt slør med forskellige toner -
ikke ulig facaden i fig. 7.4i eller de forskelligt perforerede bygningsfacader i eksperimentgruppe A.
Facadens kan med sådanne varieret perforerede mønstre, som i fig. 7.4i, få en lethed og en sløreagtig
karakter, hvor de manifoldtynde bogstaver nærmest står i luften. Indefra kan sådan en tæthedsændring
have mange potentialer – eksempelvis til at skabe lysmæssig variation langs facaden med plads til forskellig
grad af social aktivitet i form af lyse samlingsområder samt de lidt mørkere og mere intime steder langs
facaden. Desuden kan denne tæthedsændring have blikorienterende funktion, der åbner sig mod
interessante udsigtspunkter og bliver mørkere andre steder på facaden. Ved et sammenhængende mønster
på en fleretagers facade, hvor man indefra kun ser fragmenterne af mønstret, bliver rummene på den måde
bliver unikke, samtidigt med at de bliver et distinkt objekt af et større objekt iforhold til, at alle facader var
ens i alle rum.
Fig. 7.4i Parkeringshus ved Santa Monica Place af Frank Gehry fra 1985 med facade af metalflet med overlapninger.
Fotografi: Artur Slupinski og Adriana Slupinsk
Hvor de foregående mønstre har mange grafiske muligheder ikke ulig tekstilagtige skærme med
mikroskopiske åbninger og forskellige tætheder, så er de to andre eksperimentgrupper, C og D et mere
unifomt stoflighed, ikke ulig glas eller glasmalerier. Ikke desto mindre har begge grupper mulighed for også
at frembringe interessante filtrerende virkninger.
169