Slupinski afhandling 1 del - Read

3.7.2 Fra panel til array
Man kan yderligere bestemme spændingen og strømstyrken i et solcelleanlæg, når panelerne kobles
sammen til et array, hvor forbindelser af panelerne kan være kombinationer af forskellige serie- som
parallelforbindelser.
Det har i lang tid været almindeligt at have en central inverter for et helt solcelleanlæg. Nu ser man til
gengæld i stigende grad decentraliserede koncepter, som vist i fig. 3.7.2a og fig. 3.7.2b, med flere mindre
invertere, der kobles til hver sin streng- eller parallelforbindelse eller sågar til hver sit panel, vist i fig. 3.7.2c
(Deutsche Gesellschaft für Sonnenenergie 2005 s. 134). Faktisk er der tale om flere solcellearrays, da
opkoblingen til en inverter danner et solcellearray. Fordeling på flere invertere betyder blot et solcelleanlæg
med flere solcellearrays, hvilket kan være fordelagtigt, hvis dele af solcelleanlægget er orienteret i forskellige
retninger.
Reglen er, at der ved en serieforbindelse skal være det samme antal Ampere på samtlige paneler, mens der
ved en parallelforbindelse skal være den samme Volt-tal på samtlige paneler (Katic og Poulsen 2008). Så
længe denne regel overholdes, er der mulighed for at sammenkoble paneler med forskellige farver, arealer,
orienteringer eller skyggepåvirkninger i samme array.
I panelinverterkonceptet, hvor hvert panel har sin inverter, kan alle paneler være forskellige mht. størrelse,
farve og skyggepåvirkning. Disse paneler kaldes også for AC-paneler – vekselstrømspaneler, hvor den lille
inverter kan sættes på panelrammen. Hvert AC-panel fungerer som ét lille solcellearray. Konceptet gør det
desuden simpelt at udvide anlægget med et eller flere paneler ved blot at koble flere paneler til forbindelsen.
Ulempen er den hidtidige høje anskaffelsespris på AC-paneler.
Som eksemplet i fig. 3.7.2a bekræfter, kan de enkelte arrays godt være indbyrdes forskellige i areal, form
eller farve (Deutsche Gesellschaft für Sonnenenergie 2005 s. 136). Der er her tale om et kæmpe
lysfiltrerende tag med mange solcellearrays bestående af lysfiltrerende solcellepaneler med 6 forskellige
grader af lysfiltrering varierende fra array til array, komponeret i forhold til dagslysbehovet de forskellige
steder inde i bygningen (Deutsche Gesellschaft für Sonnenenergie 2005 s. 137). Hvert solcellearray har en
tilhørende inverter placeret tæt på sig oppe på taget, som vist i fig. 3.7.2a på billedet til højre.
Fig. 3.7.2a Mont Cenis kursuscenter i Tyskland fra 1996 af arkitektfirmaet Jourda & Perraudin indeholder 3185
integrerede solcellepaneler forbundet med hele 569 invertere. De 6 forskellige slags lysfiltrerende solcellepaneler har
forskellig lystransmittans, hvilket kan ses på billedet til venstre, og er tilsvarende koblet i forskellige strenge eller
arrays med hver sin inverter placeret tæt på panelerne på taget, som vist på billedet til højre.
Illustration: www.groothuis-power.de samt Flabeg Solar International
62