Slupinski afhandling 1 del - Read

6.6.3 Opsamlende konklusion for eksperimentgruppe C – Transparent Grå-filter
I forbindelse med gennemsigtigheden sker der ved udkig igennem gråfilteret en afmætning af farver set i
forhold til en tom glasfacade i referenceeksperimentet X.00. Dette kommer tydeligst til udtryk, når hele
facaden har en uniform gråfilter. Ved gråfilteret med graduering fra helt lysblokerende til helt gennemsigtig
oplever man ikke gråfilterets afmætning af motivets farver, da det transparente felt i
gradueringseksperimentet C.02 viser farverne lige så klart som en normal glasrude og tiltrækker sig blikkets
fokus.
Selvom de 2 gråfilter-varaitioner i eksperiment C.01 med dækningsgrader på henholdsvis 58 % samt 82 %
har en betydeligt lavere DF end en tom glasfacade i referenceeksperimentet X.00, så er det ikke noget, man
oplever med det blotte øje, eftersom synet tilpasser sig til gennemsnitsstyrken af lyset samtidigt med, at
kontrastforholdene i disse eksperimenter er så godt som identiske, og derved ser man ikke forskellen i
rummets belysningsstyrke. Det graduerede eksperiment C.02 har til gengæld en stejl DF-kurve, som ”flader
ud” og bliver som de resterende eksperimentvariationer i denne gruppe.
Sekundærblænding opstår primært ved eftermiddagssol, hvor rummet indenfor de valgte synsvinkler bliver
ujævnt belyst og resulterer i sollysarealer og skyggearealer. For den uniforme filters vedkommende i
eksperiment C.01 minder kontrastforholdene om dem ved en tom glasfacade i eksperiment X.00. Ved
gradueringen i eksperiment C.02 bliver kontrastforholdene langt mere ekstreme på grund af det
transparente bånds ”spotlys-effekt”. En ujævnt lysfiltrerende facade kan bidrage til at skabe lys- og
skyggezoner i rummet, men også en ujævn lysfordeling, som kan resultere i stor blænding, som i
ovennævnte eksperiment C.02. Derfor er det i denne gruppe nødvendigt med lysregulerende
foranstaltninger, som kan afskærme interiøret mod direkte sollys.
Modellering ved diffust himmellys minder meget om en tom glasfacades – der er i begge tilfælde kun en
lysåbning, som fint gengiver formen og antyder detaljerne. Ved gradueringen er der lidt mere ”spotlyseffekt”
ud for det transparente vinduesbånd, således at området ud for det fremhæves mere rumligt end
eksempelvist toppen af objektet, som befinder sig udenfor ”spotlys-området”.
Ved direkte sollys er formen i alle eksperimenter i denne eksperimentgruppe svært at aflæse, hvor de fine
detaljer såsom omkring øjnene er helt udvisket af sollyset, og man ser nærmest kun omridset af objektet.
Således kan man konkludere, at et uniformt gråfilter virker lysmæssigt som en tom glasfacade og er ikke
nogen effektiv solafskærmning. Den mest mærkbare forskel ses ved gennemsigtigheden, hvor udsigtens
faver bliver mere afmætede i takt med filterets dækningsgrad stiger. Til gengæld kan man også anvende
gråfilter som en graduerende bånd i facaden for at opnå komplet transparens bestemte steder på facaden
og mere lukkethed andre steder i facaden – dette kan være med til at skærpe opmærksomheden på
bestemte dele af udsigten. I begge tilfælde skal man dog være opmærksom på behovet for justerbar
lysafskærmning på interiørsiden af solcellefilteret for at undgå blænding ved direkte sol.
Fig. 6.6.3a viser observationstabellen over udslag for eksperimentgruppe C, der egentligt er nogle ret
forudsigelige udslag, hvor den varierede mønsterkomposition ser ud til at give et dramatisk dagslys med
både en rumlig modellering, men og ret ekstreme kontrastforhold, der kræver supplerende solafskærmning.
130