Rapport om organisering af jernbaneoverkørselsområdet

Eksempel på kombineret overkørsels- og gadesignalanlæg.
4.1.2.1. Den nuværende model
4.1.2.1.1. Anlæg og udbygning
Ifølge vejlovens § 86, stk. 1 og 2, kan enten vejbestyrelsen (ved offentlige veje), vejmyndigheden
(ved private fællesveje) eller infrastrukturforvalteren anlægge og forbedre sikkerhedsforanstaltningerne.
Spørgsmålet om, hvem der skal betale for nye eller ændrede sikkerhedsforanstaltninger, er et relativt
komplekst spørgsmål, der for den enkelte jernbaneoverkørsel i vidt omfang kan skyldes historiske
forhold.
Udgangspunktet er, at udgifterne betales af statskassen. Det fremgår således af vejlovens § 86, stk.
4. ”Udgifter til etablering, drift og vedligeholdelse af sikkerhedsforanstaltninger afholdes af
statskassen.
Denne regel er dog ikke uden undtagelser. Det fremgår således af vejlovens § 86, stk. 5, ”Reglen i
stk. 4 finder ikke anvendelse, når sikkerhedsforanstaltningerne eller forbedringerne af disse er
forårsaget af nye anlægsarbejder på vej- eller banenettet, eller når omfanget af de foranstaltninger,
der hidtil er betalt af vejbestyrelse, henholdsvis vejmyndighed, eller jernbanestyrelse, reduceres.
I disse tilfælde betales anlæg, drift og vedligeholdelse af vedkommende vejbestyrelse, henholdsvis
vejmyndighed, eller jernbanestyrelse.”
Denne bestemmelse bliver i praksis ofte omtalt som ”skadevolder-princippet”.
Følgende præcisering af dette princip fremgik af lovbemærkningerne ved ændringen af § 86 i
1984, jf. lov nr. 185 fra 1985 og er gentaget i 1985-cirkulæret, ”Den ændrede formulering i stk. 5
præciserer, at statskassen alene betaler etablering og forbedring af sikkerhedsforanstaltninger i
kryds mellem veje og jernbaner, når behovet for foranstaltningerne eller forbedringen af disse
skyldes udviklingen i den almindelige færdsel, herunder f.eks. byudvikling i området eller den tekniske
udvikling af afmærkningen, f.eks. en ændret udformning af lyssignaler. Efter gældende
praksis har staten ikke betalt disse sikringsforanstaltninger, hvis sikringen er gjort nødvendig,
31