udsat/frisat indhold - Socialstyrelsen

DIALOG 5 SIDE 108
Shotter (1993) kalder det, at et narrativ skal besidde en ”samordnet sproglig
realitet”. Hvis der ikke er en sådan samordnet sproglig realitet, vil modtageren
få en oplevelse af, at fortællingen er falsk. Det kræver derfor et stort overblik at
fortælle løgnehistorier, fordi fortælleren let vil komme til at indbygge modsætninger
i fortællingen. Det er disse kvaliteter, som gør, at vi bliver mistænkelige
over for visse narrativer, mens vi umiddelbart accepterer andre. Shotters pointe
er, at det sprog, som vi nødvendigvis må bruge i vores definition af os selv, må
udspringe af et i fællesskabet funderet betydningslager.
Det betyder, at vores personlige beretninger må deles med et antal mennesker,
der kan verificere historierne og betydningernes rigtighed. Vi er altså tvunget til
at fundere vores narrativ(er) inden for logikken af det kollektive betydningslager
hos dem, som vi deler vores liv med. Vi kan således ikke frit definere os
selv, men vil altid være bundet af vores sprogs betydningsanker i livet.
Den oprensende narrative samtale (Nelson, 2002) mellem en ung og hans
eller hendes pædagog går ud på at hjælpe den unge til at få sit narrativ til at
hænge troværdigt sammen. Det kræver et tæt og respektfuldt samarbejde at
hjælpe en ung med at etablere de relevante
betydningsankre. I en oprensende samtale må
den unges umiddelbare historie ikke tages for
givet, men det kan den voksnes mistanke om,
at den unges historie ikke holder vand, heller
ikke. Den oprejsende samtale har til formål at
lade den unge se alternative fortolkninger af
eget narrativ gennem konstruktive spørgsmål
til mulige andre betydninger, som kunne ligge
bag den umiddelbare fortælling.
I sit terapeutiske arbejde med børn med psykiske
problemer anvender Michael White
(1990) en bestemt metodik for at få børnene
og de unge ud af den problemfiksering, som
ofte er indstøbt i deres narrativ. White kalder
sin metodik for eksternalisering. At eksternali-