udsat/frisat indhold - Socialstyrelsen

SIDE 123 DIALOG 6
mæssig modenhed, hvor de søger efter et normsæt, som de oplever som solidt
og fremadrettet (se også Dialog 7). Det er vigtigt, at den enkelte klubmedarbejder
repræsenterer en proaktiv etik, men i længden er den individuelle etik ikke
nok, hvis den ikke understøttes af organisatoriske værdier, som oplyser rummet,
hvori man færdes. Oplysning er ikke indoktrinering og salmesang, men
det simple fænomen, at der kastes lys over de menneskelige resultater, som er
produktet af vores vaner.
I praksis vil en proaktiv kultur sige:
• at de unges søgen efter identitet synliggøres og giver anledning til erfaringsudveksling
• at de unge får mulighed for at lufte deres tvivl og andre følelser for bedre
at kunne se på dem udefra
• at de unge kan være sikre på, at medarbejderne vil støtte og udfordre dem
på en måde, der er tilpasset deres modenhed
• at de unge kan opleve at få hjælp i forhold til konflikter, som går over deres
hoved, og at de selv for lov til at eksperimentere med egen konflikthåndtering
• at de unge får hjælp til at gøre sig eget narrativ klart og eventuelt hjælp til
at genforfatte det
• at de unge får hjælp til at finde frem til aktiviteter, som giver mulighed for
eksistentiel læring og personlig fryd og vækst.
Definition af begrebet
eksistentiel læring:
Eksistentiel læring er den
særlige læring, som er
med til at forme et menneskes
indstilling til livet,
til medskabninger og til
sig selv. Denne læring er
med til at forme ikke blot
et menneskes vaner og
værdier, men også menneskets
følelser og
adfærd. Eksistentiel
læring svarer til Kegans
transformative læring (se
Dialog 7).
Den følgende fortælling er et eksempel på, hvordan kulturen kan være med til
at løfte en pige ud af hendes tidligere rolle, og hvordan en klubmedarbejder
formår at ophæve en særlig form for individualiseret kontakt og involvere pigen
i kulturen i almindelighed:
”Birgit startede i klubben sidste år. Jeg kan huske, at vi dengang talte om hende
som en lidt sær pige. Jeg kan huske, at hendes hår var klippet i en ualmindelig
mærkeligt udseende "svenskerfrisure", og hun var en pige, der kunne blive mopset
og gå, hvis man tiltalte hende eller kiggede for længe på hende. Det holdt hårdt en
måneds tid, men jeg fik tøet hende op til sidst, hvilket resulterede i, at hun nu konstant
hang i skørterne på mig. Vi blev som en slags veninder på godt og ondt. Hun
havde det med, at jeg skulle bestemme, hvad hun skulle lave, som om hun ikke
kunne have en selvstændig mening. Hvis hun f.eks. skulle male en æske, kunne det
tage hende en hel uge at bestemme farven, fordi jeg stædigt holdt på, at hun selv
skulle bestemme.