udsat/frisat indhold - Socialstyrelsen

DIALOG 3 SIDE 48
Hvilken ungdom taler vi om?
Hvorfor denne dialog?
Selv om den menneskelige udviklingsproces afgrænset i barndom, ungdom,
voksenalder og alderdom forekommer at være en naturgiven rækkefølge, skal
der ikke megen historisk sans til at se, at vi har med en social konstruktion at
gøre.
Mennesker har ikke altid og i alle kulturer forstået fænomenet barndom på
samme måde. At forstå barndommen som en særlig periode i menneskets
udvikling, hvor leg og læring er grundlæggende eksistensvilkår, er resultatet af
det, vi kan kalde en lokal forhandling: En forhandling om hvordan man skal
forstå denne særlige periode i menneskers liv, hvor lang den er, og ikke mindst
hvad man kan og skal forvente sig af børn (se Ariès, 1962).
Det samme gælder for, hvordan man gennem tiden har forstået fænomenet
ungdom. Hvor det er tydeligt, at små børn kun i yderst begrænset omfang kan
bidrage til stammens eller familiens forsørgelse, er det langt mindre tydeligt,
hvornår en ung kan og skal løfte en voksens byrder. Derfor er de lokale forhandlinger
om voksnes forventninger og krav til unge langt mere differentierede
fra sted til sted og fra tid til tid. Det er ikke mange generationer siden, at
familien forventede, at en ung på 12-14 år kunne bidrage til familiens forsørgelse.
Ungdomsårene var en meget begrænset periode mellem barndom og
voksenalder.
I denne dialog forsøger vi at gøre os klart, hvilke unge vi taler om. Det gør vi
dels ved at se på de unge, som vi har truffet gennem klubudviklingspuljens
mange narrativer, og dels ved at redegøre for en mængde empirisk materiale,
der indenfor de senere år har beskrevet forskellige typer af unge.