udsat/frisat indhold - Socialstyrelsen

SIDE 127 DIALOG 7
heden, selvet og samfundet i 1934, og den yngste er Robert Kegan som skrev
sin beretning ”Ind over vores hoveder” i 2000.
Tilsammen udgør de seks teorier for os at se et brugbart afsæt til en sammenhængende
fortælling om, hvad der karakteriserer de menneskelige udfordringer
i det posttraditionelle samfund.
1. George H. Meads teori om selvets sociale grundlag
En af de første mere sammenhængende socialkonstruktionistiske teorier om
personlighedens udvikling er fremsat af den amerikanske socialpsykolog
George H. Mead.
Mead forstår menneskers selvbevidsthed som et resultat af de sociale udvekslinger
(interaktioner), som hvert normalt nyfødt barn har med de betydningsfulde
andre i dets opvækst. Sådanne betydningsfulde andre er forældre, nære
familiemedlemmer, vigtige professionelle opdragere o.l.
I sit mest centrale arbejde, bogen Mind, Self and Society (1934, udgivet posthumt
i 1959) udvikler Mead den tanke, at menneskets ”selv” er en psykisk
størrelse, som formes i et samspil mellem individet og dets omgivelser.
Menneskets identitetsudvikling ses som en stadig evolution. I modsætning til
de i psykologien dominerende, psykoanalytisk inspirerede udviklings- og socialisationsteorier
ses menneskets ”jeg” ikke som noget, der en gang for alle og
allerede fra fødslen er nedlagt som en forholdsvis uforanderlig størrelse i individet.
Mead ser tværtimod menneskets selvbevidsthed, identitet eller, som han kalder
det, ”selvet” som en kontinuerligt og socialt produceret størrelse. Det er ved
sin deltagelse i de relationer, individet indgår i, at individet formes til at blive
den, hun/han på et givet tidspunkt ”er”. Menneskets ”selv” skal ikke forstås
som en psykologisk egenskab, men snarere som en mere eller mindre