En hjerne til forskel – neuropædagogik og - Servicestyrelsen

disciplin i den opdragende behandling (Ibid.:88). Hvilke udviklingsmuligheder, den
åndssvage havde, afhang af, hvilken betegnelse eller diagnose den enkelte fik
tildelt. De åndssvage kunne have en sådan hjernelidelse, at de ikke kunne betegnes
som et menneske, men snarere som et dyr. Blev den åndssvage betragtet som et
dyr, var han ikke selv ansvarlig for sin tilstand (Ibid.:122). Af dette kan man tolke,
at han heller ikke var ansvarlig for sin manglende udvikling og
udviklingsmuligheder. ”Det højeste pædagogikken her kunne udrette, var et vist mål
af dressur” (Ibid.:124).
Dette menneskesyn kan føres tilbage til Kant, der argumenterer for, at mennesker
er dyr med evne til fornuft, samt at det intelligible menneske gennem oplysning og
fornuft kan opnå fri moralsk handlen og dermed myndighed. Kant går så vidt som
til at anføre, at ”umyndighed er manglen på evnen til at bruge sin forstand uden den
andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i
forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden
en andens ledelse” (Oettingen, 2001:35). Blev den åndssvage derimod betragtet
som et menneske, var der håb for forbedring. Ved hjælp af ”åndelig gymnastik”
havde den åndssvage udviklingsmuligheder (Kirkebæk, 1993:124). Den åndssvage
var fortsat ikke selv ansvarlig for sin egen udvikling. Der blev til gengæld sat
spørgsmålstegn ved, om ansvaret kunne pålægges forældrene, da man i denne
periode anså åndssvaghed som arveligt betinget, men sikkert var det, at det faglige
kompetente personale var ansvarlige for at yde en behandling, der kunne fordre
udvikling.
Samfundet skal reddes fra de åndssvage - ca.1890 – 1950
Fra slutningen af forrige periode til begyndelsen af denne ændrer kundskaben om
åndssvaghed karakter. I stedet for en teologisk / pædagogisk tankegang vinder en
naturvidenskabelig tankegang fremdrift. Dette sker blandt andet på baggrund af
Darwins evolutionsteori, idet man blandt ledende faggrupper tillægger den
biologiske forståelse af mennesket stor værdi. Denne biologiske forståelse af
mennesket betegner Mitchell Dean som biopolitisk styring. Den biopolitiske
12 En hjerne til forskel