En hjerne til forskel – neuropædagogik og - Servicestyrelsen

perioder for læring, hvilket betyder, at man skal lære bestemte ting på bestemte
tidspunkter for ikke at forpasse læringsmuligheden. Myten har været anvendt i
forbindelse med argumentationen for, at jo tidligere barnet kommer i skole desto
større læringsmuligheder (Bruer, 1997:7). Den skitserede myte kritiserer Bruer,
da han påpeger, at hjerneforskningen ikke har videnskabeligt belæg for at påstå, at
der eksisterer kritiske perioder for læring, idet den aktuelle viden dokumenterer,
at hjernen er plastisk i en grad, der muliggør livslang læring, hvilket synliggøres i
følgende citat; ”Not only are we lifelong learners, but we can learn a myriad of
things, all of which no doubt affect our brains, all of which increase our brain power
if we are willing to equate brain power with synaptic growth. The reminder here is
that the neuroscientific evidence points to the existence of a general neural
mechanism that contributes to life-long brain plasticity and, presumably, to learning”
(Bruer, 1997:10). Til trods for den videnskabelige argumentation om hjernens
plasticitet, og at mennesket livet igennem har lærings- og udviklingsmuligheder,
pointerer Bruer dog, at denne viden ikke kan give svar på, hvordan pædagogisk
praksis konkret bør tilrettelægges for at udnytte hjernes plasticitet og derved opnå
optimal læringsudbytte (Ibid.).
Med et tilbageblik på spørgsmålet, om neurovidenskaben kan bidrage til at
tilrettelægge den pædagogiske praksis, er svaret tvetydigt. På den ene side
dokumenterer neurovidenskaben muligheden for livslang læring, hvilket
sandsynliggør de interviewede neuropædagogers udsagn om troen på
udviklingsmuligheder for den enkelte borger i botilbuddene. På den anden side
bidrager neurovidenskaben ikke med konkrete handleanvisninger, som det
pædagogiske personale kan rette sig efter for at muliggøre borgerens læring,
hvilket henleder opmærksomheden på, hvorfor barrieren svært at koble faglig
forståelse med konkret handling, understreges af neuropædagogerne. I forlængelse
af dette synspunkt argumenterer Bo Steffensen for, at der stadig ikke er nok viden
om forholdet mellem hjernens udvikling og den registrerede adfærd (Steffensen,
2007:193), hvilket understreger stridspunktet, idet den neurovidenskabelige
viden ikke kan diktere konkrete pædagogiske tiltag i interventionen med borgere i
botilbud. Størstedelen af de i rapporten anvendte teoretiske ståsteder er dog enige
58 En hjerne til forskel