Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
206
rerede paa samme Maade: l ste Selvejergaard, 13de
Vornedgaard o. s. v. Selvejergaardene finder De i
Nummerorden fra Nordsiden af Sognet ned langs
Østsiden og Sydsiden og op langs Vestsiden, mens
De finder Vornedgaardene liggende spredte. Gaardene
har desuden som Regel et Navn. Og endelig
finder De 15 Gaarde, der staar uden for Nummer og
kaldes Proprietærgaarde; de var i tidligere Tid næsten
skattefri.
Nu maa De ikke af Navnet Vornedgaard tro, at
vi endnu har Vornedskab herovre, ja, De maa ikke
engang slutte, at der har været et Vornedskab her
som i andre Dele af Landet. Nu er begge Rækker
Gaarde Selvejergaarde, og Vornedskab i almindelig
Betydning af Ordet har aldrig eksisteret her paa øen.
Her har nemlig ingen Herregaarde været. De omtalte
Vornedgaarde ejedes som Regel af Kongen, men her
er ikke Tale om personlig Ufrihed. Naar Landgilden
og de andre Afgifter blev betalt, var Bonden iøvrigt
frit stillet.
I det 17. Aarhundrede var der fattige Aar, til Tider
stor Nød, og Kronen maatte overtage flere Gaarde.
Til sidst ejede Kronen over 230 Gaarde. Disse blev
under Kristian den Sjette i 1744 solgt ved offentlig
Auktion, og siden da har alle Gaarde praktisk talt
været Selvejergaarde, selvom der af de gamle Vornedgaarde
stadig skulde betales Landgilde. Regeringen
viste stor Omsorg for, at de gamle Indehavere
af Gaarden kunde blive boende; den indrømmede
Afbetaling, ja, foretrak den gamle Indehavers lavere
Bud for en Spekulants højere.
Da der fra gammel Tid bestod den Skik, at Gaarde
nedarvedes udelt til den yngste Søn (Gaarddrønten)
207
eller, hvis der ingen Sønner var, til den ældste Datter,
en Skik, der lovfæstedes ved Forordn. 1773, blev
det en Slags Privilegium at besidde en bornholmsk
Gaard, og paa en Tid, da det øvrige Lands Bønder·
var sunkne ned til socialt at være en Underklasse
udvikledes der her en udpræget Standsfølelse, de;
yderligere blev øget ved, at mange ansete Bønder var
Officerer i Militsen. Først ved en Lov i 1887 ophævedes
denne ejendommelige Arveordning.
De forstaar, at de store Landboreformer i Slutningen
af det 18. Aarh. ikke kunde angaa Bornholm
i samme Grad som det øvrige Land. Stavnsbaandet
fandtes ikke her som andet Steds. Her var ingen
Herremænd, som skulde have Arbejdskraft. Kun af
Hensyn til Militsen var det bestemt, at ingen maatte
forlade Øen uden Pas fra Øens Kommandant; men
Udskrivningen til Soldat føltes ikke som en Straf.
Fællesskab eksisterede ikke her, altsaa blev der ikke
Tale om Udskiftning og Udflytning som i det øvrige
Land. Derimod om en Mageskijtning, idet Gaardene
havde deres Jorder liggende spredte, undertiden med
Stykker inde i andre Sogne. De blev nu efterhaanden
samlede omkring Gaarden. Men dette var et Arbejde,
der tog Tid og var vanskeligt paa Grund af
Jordens meget forskellige Godhed. Her var nemlig
aldrig optaget nogen virkelig Jordebog. Nu kom der
Landmaalere til Øen; 1816 tog de fat, 16 Aar varede
deres Arbejde, og omkring 1840 var Mageskiftningen,
der ikke gik af uden Rivninger, endelig færdig. Det
viste sig da, at det bornholmske Hartkorn kun var
ca. 213 (nøjagtigere al/ 4 ,,) af det almindelige danske.
Øens Hartkornsskat var nemlig 1671 ikke udregnet
efter en Undersøgelse af Jordens Godhed, men paa
www.vang-hansen.dk