Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
108
hæng (se f. Eks. Knud Berlin: Et gammelt Straffebud
og dets Historie, i Dagens Nyheder 11/1 1929),
hvad der interesserer os, er den Lighed og Forskel,
der forefindes imellem det islandske Landvættesagn
fra Valdemar Sejrs Tid og de bornholmske Underjordssagn
fra det 17de til 20de Aarh.). Vi ser, at
der, trods betydelig Afstand i Tid og Sted, er den
afgørende Lighed til Stede, at de islandske Fjælde
og Klipper ligesorn de bornholmske fyldes med overnaturlige
Væsener, til Værn imod den truende Fjende,
der, ligesom Englænderne i 1807-14, ikke tør foretage
Angrebet paa Grund af Landvætternes Vagtsomhed
og Mængde. Men der er den Forskel, at de
bornholmske Landvætter bestandig optræder i Menneskeskikkelse,
mens derimod de islandske Landvætter
optræder i forskellige Dyreskikkeiser (Okse, Fugl,
Padder, Orme, Øgler) eller i fantastiske Skikkelser
(Drage, Bjærgrise). Hvilken af disse Forestillinger
om Landvætternes Udseende eller Fremtrædelsesform,
den bornholmske eller den islandske, er nu den
ældste og oprindeligste Forestilling? Efter Tidspunktet
at dømme skulde man tro, at den islandske
maaUe være det, men i Virkeligheden staar de bornholmske
Landvætteforestillinger paa det oprindeligste
Standpunkt. De islandske Landvætteforestillinger fra
Valdemar Sejrs Tid eller saa repræsenterer sagnhistorisk
set et yngre Udviklingstrin (sm!. Evald Tang
Kristensens Æresbog ved H. Ellekilde 1923 S. 59);
Snorres Landvættesagn repræsenterer nemlig en islandsk
Særudvikling af de ældgamle, fællesnordiske
Forestillinger, som Islænderne har bragt med fra
deres gamle Hjemland Norge.
De gammelnorske Landvætteforestillinger berøres
109
i den berømte Fortælling i Egil Skallagrimssøns Saga
(Kap. 57 Slutn.) om Egil, der paa Øen Herdia rejser
Nidstang mod sine Fjender, den norske Konge Erik
Blodøkse og Dronning Gunhild, der har forjaget ham
fra Norge og berøvet ham hans Eje. Han plantede
en Hasselstang paa en Klippespids, der vender ind
imod Fastlandet, og satte et gabende Hestehoved
paa Stangens Top. "Her rejser jeg Nidstang" , forkynder
han, "og jeg vender dette Nid (J: denne Nidstang)
imod de Landvætter, som bebor dette Land,
saa at de alle fare vildene Veje, og ingen finde eller
hitte sin Boplads, før de har drevet Kong Erik og
Dronning Gunhild af Lande." Egil søger altsaa ved
sin Nidstang og ved sin Besværgelse, som han i
ramme Runer indridser paa Nidstangen, at true sit
gamle Fædrelands Landvætter til at forlade de Hjemsteder,
hvorfra de skulde værne Landet, og tvinge
dem til tværtimod deres egentlige Bestemtnelse at
drive Landets retmæssige Konge af Riget, hvis Kongedømme
de ellers som en Selvfølge skulde støtte
og opretholde. Rimeligvis er disse norske Landvætter
i Egils Saga ligesom de bornholmske opfattet
i menneskelig, men ikke i dyrisk eller fantastisk
Skikkelse.
I den islandske Landnamsbog om Landets første
Bebyggelse er der (Udg. 1900 S. 95) bevaret en
Stump norsk-islandsk Lovgivning fra Hedenskabets
Tid. Det paabydes her, at Skibe, der nærmede sig
Island, før de fik Landet i Sigte, skulde tage Forstavnenes
"gabende Hoveder og opspilede Tryner"
af. for at ikke Landvætterne skulde blive skræmt
deraf. Til Grund for denne Lovbestemmelse ligger
rimeligvis en Folketro, at blev Landvætterne skræmt
www.vang-hansen.dk