Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
228
I Sandhed en Storbedrift!
- Skønt Rømers og Jespersens Arbejde til en
vis Grad laa parallelt, og de stod overfor samme
Vanskeligheder at bryde, var det svært for dem at faa
det Samarbejde i Stand, som maatte synes naturligt.
Den største Hindring laa vel nok i Rømers Stejlhed.
Men ogsaa Stormænd har deres Begrænsning. Den
maa man erkende - og anerkende deres Storhed
alligevel t
For os staar de som beslægtede, om end saa forskellige
som Klippen og Sandet.
Synger Klippeskoven Rømers Pris, saa synger
Sandflugtsskoven Jespersens i lige Maade.
Her hvor Stormen bød Sandet til Dans,
__ der dansedes langt, og der dansedes længe, -
værner nu Skovens grønne Krans
for Bondens korngyldne Mark og Vænge.
Hans Christian Kofod - eller Kofod Graneli, .
som han altid kaldtes, er igen en hel anden Type,
Repræsentant for en anden Tid, andet Samfundslag
og andre KaI aktertræk.
Var de to andre af "Overklassen" med høj Uddannelse,
Skoling af Evnerne, kongelig Udnævnelse
osv., saa havde Kofod absolut intet af den Art at
støtte sig til.
Han var Almuesmand, uden andet end to bare
Næver at tjene Føden med. Alt hvad han blev,
arbejdede han sig selv frem til uden Hjælp eller
Støtte.
Den yderste Flid og Nøjsomhed blev han opdraget
i fra Barndommen af. En fin Iagttagelsesevne
og lidenskabelig Lærelyst fik han i Vuggegave.
229
Han forblev paa den fattige Lynglod, hvor han
var født. Da han blev trolovet. med en Pige, hvis
eneste Formue var et Par brilIante Hænder og et
godt Sind, æltede de to selv Ler til Sten og byg·
gede sig en Stump Hus, og saa giftede de sig. Og
levede lykkeligt - og trods Fattigdom uden Næringssorg,
indtil først hun døde, og saa han, i 1923,
83 Aar gI.
Men da var Husestumpen bleven til en velbygget
lille Gaard, og den fattige Lynglod til herlig Skov,
frodige Marker - og en Have, der var en saadan Seværdighed,
at man rejste til Bornholm for at se den!
Og Tusinder af Tønder Land havde han beplantet
for Kommuner og private, i Hundredevis af
Haver havde han anlagt, forbedret, forskønnet, Tusinder
af Frugttræer bar herlig Frugt til hans Ære,
Ridderkors og Fortjenstmedalje bar han med Rette,
og hans Ry var fløjet ud over Bornholms Grænser.
- Det bærende Grundlag i Kofods Personlighed
var Fromhed. Hans Arbejde var en Gudstjeneste.
Med Spaden i Haand tjente han Skaberen. Og Skaberens
Værk, Naturen, var hans Helligdom. - Det
gav ham det ydmyge Tjenersind, hvis største Glæde
var at finde og følge Naturens Love og hjælpe andre
til det samme.
Denne Indstilling overfor Naturen gav ham den
Kærlighedens Genialitet, som var hans Væsens Hemmelighed.
For vel var hans Kultur mangelfuld, og hans
Grænser paa mange Maader trange. Men han kunde
ligesom lytte sig ind til Naturens Hjerteslag. Hans
barkede Arbejdshaand kunde tage saa nænsomt om
den spædeste, sarteste Plante, at alt groede for ham.
www.vang-hansen.dk