Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
154
sprog, og som jo i almindelighed er det samme, der
benyttes som skriftsprog. Og som sådant har bornholmsk
kun i meget ringe grad været anvendt. Her
har bornholmerne ligesom andre danske benyttet rigssproget.
Det sprog, vi altså nu skal beskæftige os lidt med,
er det sprog, som bornholmerne indbyrdes anvender,
når de taler sammen - eller snakker med hinanden-for
at holde sig til den bornholmske udtryksmåde.
Om dette sprog råder rundt om i Danmark de
mærkeligste opfattelser. Den almindeligste er vel, at
det er svensk. Lægen Panum karakteriserer det i sin
"Beskrivelse over Bornholm" fra 1830 som "et slet
Dansk sammenblandet med tydske Ord, med adskillige
svenske Endelser, og en norsk Accent". - Slet
så broget vil det dog ikke vise sig at være, når vi
ser nærmere på det.
Det første, man fæster sig ved, når man hører en
mand fra en fremmed egn i landet, er vel det noget
ubestemmelige, vi kalder tonefaldet. - Og dernæst
visse ord, der forekommer en påfaldende. Det vil
sige, at man enten ikke kender dem, eller de har en
form eller betydning, som man ikke er fortrolig med.
Man har i de forskellige landsdele ligefrem moret sig
med at danne sætninger, der væsentlig består af sådanne
ord. F. eks. vil De, dersom De beder en bornholmer
om at sige noget rigtig bornholmsk, sandsynligvis
få denne sætning: "piblijn så te horrijn: tå
kjitan ver gjåred å gakk på tijlled ælte slømmer te
gjyltan, så ska du få palthæsta te ujnnarna." Det betyder:
"pigen sagde til drengen: tag spanden ved
gærdet og gå op på loftet efter affaldskorn til gylten
(den unge so), så skal du få klatkager til aftensmad."
·1.55
Men en dialekt er jo ikke bestemt ved enkelte
ejendommelige ord. Vi må se på den som en helhed
- og ikke ud fra et rigssprogstandpunkt. -
En meget udbredt opfattelse er, at rigssproget er det
rigtige - "sådan skrives det, og sådan skal det jo
egentlig hedde" - og folkemålene blot forvanskninger
heraf. - Dette er fuldkommen forkert. Rigssproget
er egentlig et hjælpesprog- beregnet på at
forståes over hele riget - og blevet til ved gensidig
påvirkning fra øst og vest, om end det væsentlig er
østdansk-, det vil sige sjællandsk-skaansk·præget, idet
det vist er opstået på grundlag af folkemiUene ved
Øresund.
Nej, vi skal ved betragtningen af folkemålene tilbage
til et olddansk - eller, da sproget må antages at
have været nogenlunde ensartet over hele norden, et
oldnordisk sprog - et sprog, som vi kun har meget
lidt overleveret af, men væsentlig må konstruere ad
den sammenlignende sprogforsknings vej. Og her har
vi en mægtig støtte i det sprog, som i almindelighed
går under navnet oldnordisk, men som i virkeligheden
er middelalders-norsk og især middelalders-
·islandsk. Disse sprogområder har nemlig været langt
konservativere end de østnordisKe, svensk og dansk.
Navnlig dansk har fjernet sig stærkt fra oldsproget.
Folkemaalene har udviklet sig af dette oldsprog.
Et folkemål består altså dels af flere eller færre sprogformer,
der er bevaret fra dette sprog, dels af nydannelser.
Begge dele - konservatismerne og nydannelserne
- vil som regel kunne genfindes i andre
nordiske folkemål, er altså ikke særegne for en bestemt
dialekt. Men det er det ganske bestemte sammenspil
af disse former, der karakteriserer den enkelte
dialekt.
www.vang-hansen.dk