Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
156
Da grænserne for disse forskellige ejendommeligheder
kun sjælden falder sammen, vil nødvendigvis
folkemål, der grænser op til hinanden, have en del
sprogforhold fælles - og som regel flere, jo nærmere
to områder ligger hinanden. De landsdele, der
ligger hinanden nær, vil altså i almindelighed også
have folkemål, der ligger hinanden nær. Da Bornholm
nu ligger nærmest ved Skåne - nøjere bestemt
ved Sydøstskåne - og ikke som på landkortet i en
bås for sig selv med Færøerne, Island og Grønland
til naboer - så kan man på forhånd vente, at bornholmsk
må have størst lighed med - slutte sig nærmest
til - sydøstskånsk. Det er da også tilfældet.
Men af den grund at betragte bornholmsk som svensk
er fejlagtigt. Det må jo ikke glemmes, at selvom
Skåne politisk i over halvtrediehundrede år har hørt
til Sverrig, må det skånske folkemål sproghistorisk
regnes med til dansk. Folkemålene i Skåne fortsætter
det sprog, der taltes, da landet var dansk. Der
er ikke sket noget sprogskifte, som tilfældet f. eks.
er i Sydslesvig. Selvfølgelig er der påvirkning fra
svensk skriftsprog, i nyeste tid endogså stærk påvirkning,
ligesom jo i Danmark påvirkningen fra skriftsproget
på folkemålene er meget stærk. Men hovedbestanddelen
i skånsk er dog det sprog, som i løbet
af middelalderen, især den senere middelalder, den
tid da de nuværende folkemål i alt væsentligt formedes,
udviklede sig af oldsproget.
Bornholmsk kan egentlig betragtes som en skånsk
dialekt. Men mellem Bornholm og Skåne ligger det
5-6 mil brede Hammervand og sætter et kraftigt
geografisk skel. Også sprogligt sætter Hammervandet
skel. Bornholmsk er på flere punkter gået sine egne
157
veje, hvad vi vil se flere eksempler på, når vi nu går
over til en nærmere betragtning af nogle af de mere
fremtrædende lydforhold i bornholmsk.
For det første: tonefaldet. Bornholmerne" synger"
på sproget. Det gør skåningerne og fynboerne og
lollikerne og mange flere også. Men de synger på
hver sin melodi og hver sin måde. For jyder og sjællændere
lyder måske bornholmsk og skånsk lige
"svensk"; men for en bornholmer er forskellen meget
stor. Denne syngen er i bornholmsk en slags melodisk
sætningsrytme, medens skånsk både har sætningsrytme
- forskellig fra bornholmsk - og forskellige
ordtoner - ordaccent. Ordaccenten er vistnok
omtrent helt gået tabt i bornholmsk. Stødet, der
i dansk rigsmål delvis har erstattet den såkaldte enstavelsesaccent,
findes ikke. Det hedder på bornholmsk
f. eks. en dor, en ko, et lagen, betalla uden
stød.
Et meget væsentligt forhold, hvorved dansk vest
for Øresund skiller sig ud fra det øvrige Skandinavien,
er forholdet mellem lydgrupperne p og b,
t og d og k og g. I almindeligt dansk er forholdet
det, at p, t og k er spændte lukkelyd og i almindelighed
udtalt med et lille pust, medens b, d og g har
en slappere udtale. øst for Sundet - altså også i
bornholmsk - udtales b, d og g med stemmebåndssvingninger,
er stemte lyde (vest for Sundet mangler
stemmebåndssvingningerne helt ved disse lyde, eller
de er af underordnet betydning). p, t og k er både øst
og vest for Sundet ustemte og som regel pustede.
Men pustet er svagere øst for Sundet eller kan helt
mangle. På dansk lærer man et barn at slukke et lys
ved at sige "pølse". Det er ganske udelukket, at en
www.vang-hansen.dk