Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928
106
Eftervirkning i Sagndigtningen (Nexøsagnet og dets
Aflæggere) spores helt ned til vor egen Tid.
Ravns Bemærkning 1671 om, at Ellekongen ikke
taaler nogen verdslig Konge paa Øen længere end
tre Nætter, peger tilbage til den Tid, da Bornholmeme,
om man vil, havde en gejstlig Konge, nemlig Ærkebispen
i Lund, der ikke saa med blide øjne, at den
danske Konge søgte Fodfæste paa Bornholm. Men
Sagndigtningen om Ellekongen kan heller ikke først
være opstaaet i Ærkebispevældens : Tid da havde
nemlig Sagnene formodentlig talt om en Ellebisp
som Underjordsfolkets Hersker og ikke om en Ellekonge.
Nej, den bornholmske Sagnforestilling om,
at Underjordsfolkene er behersket af en Ellekonge,
gaar efter mit Skøn tilbage til den Tid, Ottars Tid,
da Bornholmerne havde deres egen Konge. Sagnene
om, at Ellekongen ikke taaler nogen anden Konge
paa sit Omraade, selv ikke det danske Riges Konge
(sm\. S. 86), er et lille, uforgængeligt Minde om den
Tid, da Bornholm endnu ikke hørte under det Danerige,
det siden, Dec. 1658, viste en saa forbilledlig
Troskab imod, men var et eget lille selvstændigt
Kongedømme. Maaske ogsaa Stevns (og Odsherred)
forholdsvis længe har bevaret deres U afhængighed af
Daneriget og haft deres egen Konge. Det være nu
som det vil - Sagnenes Fingerpeg bør ingen ægte
Historiker stille sig haanligt afvisende overfor - vi
finder i alle Tilfælde i gammelnordisk Litteratur mærkelige
Sidestykker til den bornholmske Almues Tro
paa de Underjordiskes Landeværn.
I sine norske Kongesagaer (Olav Trygvesøns Saga
Kap. 33) fortæller Islands store Historieskriver Snorre
Sturlasøn (dræbt 1241) et islandsk Folkesagn om,
107
hvorledes de islandske Landvætter hindrede den danske
Konge Harald Blaatand i at lade sin Flaade
erobre Island, i Forbitrelse over et Niddigt, Islænderne
havde digtet om ham.
Først sendte Kong Harald en af sine troldkyndige Mænd af
Sted for at udspejde Landet, hvor Flaaden helst skulde lande.
Troldmanden svømmede af Sted i Skikkelse af en Hval. Da
han kom til Nordøstkysten af Island, saa han, at alle Fjælde og
Høje var fulde af Landvætter, nogle store, andre smaa. Da nu
Hvalen prøvede at give sig i Land i Våpnafjord paa Nordøstkysten,
for der en stor Drage ned igennem Dalen, og mange
Orme, Padder og 0gler fulgte den, og de blæste Edder paa
Hvalen. Hvalen svømmede bort vest paa langs Nordlandet og
ind i 0fjord. Da for imod ham en Fugl saa stor, at Vingerne
rørte ved Fjældene paa begge Sider af Fjorden, og i Følge med
den kom en Mængde andre Fugle, baade store og smaa. Hvalen
svømmede bort derfra og naaede ind i Bredefjord paa Vestlandet.
Der vadede en mægtig Tyr ud i Havet mod ham og
tog til at brøle frygteligt, en Mængde Landvælter fulgte den.
Hvalen maalte svømme bort, uden om Reykjanæs. Men da han
prøvede at gaa i Land ved Vikarsskeid ved 01vesaaen paa Sydlandet,
Sydøst for det nuværende Reykjavik, kom der en Bjærgrise,
der bar sit Hoved højere end Fjældene, og som havde en
Jærnstav i Hænde, ud imod ham, og mange andre Jætter fulgte
den. Hvalen svømmede videre østpaa langs Islands sydlige
Kyst. Der saa han ingen Landvælter, men derfor kunde man
alligevel ikke lande med Langskibe, der var Sandbanker, stærk
Brænding og ingen Havne." Som Følge af denne Spejderfærd
opgav Harald Blaatand sit Flaadetogt imod Island. - Snorre
nævner Navnene paa 4 islandske Stormænd i Våpnafjord, 0fjord,
Bredefjord og ved 0lvesaa; han tænker sig vistnok, at disse
Stormænd i Drage-, Fugle-, Tyre- og Bjærgriseham har været
Høvedsmænd for Landvætlerne, og at Island, takket være dem,
har holdt sig fri for dansk Overherredømme (sml. her S. 91
Jens Albertsen som Høvedsmand for Underjordsfolket).
Harald Bladtand og Islændernes historiske Mellemværende
interesserer os ikke i denne Sammen-
www.vang-hansen.dk