Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

More documents

Recommendations

Info

Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928 208 Grundlag af Gaardenes gamle Landgildeydelse, saa at f. Eks. den Gaard, der svarede 1 Td. Smør, blev sat til 12 Td. Hk., og en Landgildeydelse paa 1 Høne gav 1 Fjerdingkar Hk. Det viste sig altsaa, at ganske vist var Bornholms Skat lavere end i det øvrige Land, men den var i Virkeligheden højere, end man havde ment, da de bornholmske Gaarde var ansatte i for mange Tønder Hk. Det varede længe, før bedre Landbrugsredskaber blev indført; 1826-27 fik man Svingploven i Stedet for den gamle Hjulplov; man lærte et fornuftigere Sædskifte end Trevangsskiftet, Hvede og Kløver blev mere almindelige, og da der efter 1850 kom gode Tider for Landbruget, viste Følgerne af Reformerne sig snart i almindelig Opgang i Landmændenes Kaar. Her levede altsaa en til Tider fattig, men selvbevidst Bondestand, og Gang paa Gang hører vi i disse Aarhundreder om, at denne Bondestand træder op imod Forurettelser, virkelige eller indbildte. Ingen Uret taales. Frederik den Tredje havde jo lovet Bornholm Privilegier, og dette forstodes som Skattelettelser. Løftet var imidlertid holdt i stor Almindelighed, og hver Gang Regeringen lagde nye Skatter paa, var Bornholmerne der straks med Klager. Særlig alvorligt saa det ud i Midten af det 18. Aarh. 1762 paalagde Regeringen en personlig Ekstraskat, der skulde betales med 12000 Rdl. hvert Aar. Straks opstod der stor Gæring i Befolkningen, og der sendtes Klager til Kongen. Regeringen tænkte paa militær Eksekution ved Militsens Hjælp; men den viste sig uigennemførlig, for Militsens Officerer var mellem Klagerne, og Regeringen maatte nedsætte Skatten til det halve og begrænse den til tre Aar. 1768 kom en ny Ekstra- 209 skat. Atter opstod der stor Gæring; man betalte ikke Skatten; militær Eksekution viste sig igen umulig, og Skatten blev atter nedsat. Men Gæringen blev ved, og Regeringen tænkte i 1770 alvorligt paa at sende to Krigsskibe med 1000 Mand og Kanoner over for at tvinge Bornholmerne til at falde til Føje. Endnu en Gang bestemte Regeringen sig dog til at følge den Opfattelse, der kommer til Orde i Kristian den Sjettes Forordning 1741: "Bornholmerne ere af en egen Genie og bør ikke tages med Rigueur". Bornholmeren, den store Jurist Peder Kofoed Ancher, sendtes over sin til Fødeø, og i Løbet af fire Dage fik han paa en Rejse rundt paa Øen talt Sindene til Ro. Skatten blev nedsat, og Bornholmerne betalte. Samtidig udsendte Regeringen en Forklaring paa de Bornholm givne Privilegier, hvori den paaviste, at Bornholm havde Privilegier, Øen havde meget lavere Hartkornsskat end det øvrige Land og betalte ikke Kongetiende eller Folke- og Familieskat, ligesom Bornholmerne var fri for Udskrivning til Krigstjeneste uden for øen. Regeringen kunde ikke love, at Øen kunde blive fri for Ekstraskat i Fremtiden, men den skulde blive lempeligt behandlet. Og nogle Skatteprivilegier vedblev virkelig at bestaa lige til Skattelovene 1903. En anden Sag var af langt mere langvarig og alvorlig Art end Skattekrigen. Det var Udmarksagen. Fra gammel Tid Iaa store Strækninger af Øen udyrkede hen, Almindingen, Højlyngen, Indmarkerne mellem Gaardene og Strandmarkerne rundt om ved Kysten. Jorden var her stenet og ufrugtbar; der voksede kun Lyng og Ene eller som i Almindingen Skov. Beboerne Iod deres Kreaturer græsse der, de rev Lyng og skar Tørv, hentede Brænde og fældede Træer til 14 www.vang-hansen.dk
Bornholmske Samlinger, Nittende Bind, Rønne 1928 210 deres Huse og Redskaber. Fra Tid til anden blev ogsaa et og andet Stykke taget ind deraf til Opdyrkning. Her rettede man et Gærde ud, hist indhegnede man et Stykke Udmark, som laa særlig gunstigt i Forhold til en Mark. Naar det ikke generede Naboerne, gik dette upaatalt hen. Undertiden søgte man Lensmandens Tilladelse dertil. Den sidste Halvdel af det 17. Aarh. var en streng Tid for Øens Befolkning. Misvækst hærgede Landet, 1682 laa 146 af Landets Gaarde øde. I den Tid toges ingen ny Jord ind til Dyrkning; men i Slutningen af Aarhundredet gik det lidt frem igen, og igen tog Opdyrkningen af Udmarken fat. Amtskriveren gav Tilladelse dertil; men da Anmodningerne stadig voksede i Tal, spurgte Amtmanden (Reedts) i 1708 Rentekammeret om, hvordan han skulde forholde sig til Sagen. Rentekammeret lod Sagen undersøge og bestemte i 1709, at Udmarken ikke maatte indhegnes, da den var fælles Græsgang, af hvilken Bønderne ydede Skat og Landgilde. Beboerne tog sig imidlertid selv til Rette og tog ny Jord ind til Dyrkning, og Spændingen holdt sig. Frederik den Fjerde mente 1718, at hvis Opdyrkningen ingen Skade voldte, skulde den tillades; men en Kommission, der samme Aar var nedsat for at faa en endelig Ordning af Sagen, og som 1720 begyndte sin Virksomhed paa Øen, gik stmngt frem overfor Nybyggerne og mødte derfor megen Modstand; man nægtede at huse dens Medlemmer, og da den bestemte, at tidligere Tilladelse til Opdyrkning ikke gjaldt, sendte Beboerne Folk til København for at klage til Kongen, ja, stævnede Kommissionens Medlemmer for Øens Domstole. Kommissionen skønnede, at Udmarken var Kongens Ejen- 211 dom; men Rentekammeret stod usikkert, og en ny Kommission blev kort Tid efter nedsat, og Striden fornyedes. Igen hed det: Alt er Kongens, den gamle Tilladelse til Opdyrkning er ugyldig, ny skal indhentes mod at betale Skat, og ny Opdyrkning er forbudt. Klagere rejste over til København; da de ikke kunde faa Pas, rejste de uden. Et Par af dem havnede i Kastellet i København; men intet knækkede Stridslysten hos de bornholmske Landboere. Stadig tog de ny Jord ind, endog i den Udstrækning, at der kom Strid mellem Gaardmændene, fordi enkelte af dem følte sig generede af Opdyrkningen. 1739 talte man for de foregaaende ·10 Aar 375 Syndere, der havde opdyrket Jord. Man lod dem betale Bøde og tage Jorden i Fæste, og saa tillod man, at aarlig 50-100 unge Mænd fra 10-18 Aar og Kvinder over 16 Aar maatte udvandre til det øvrige Danmark og blive der, til de kunde finde deres Udkomme paa· deres Fødeø. I Aarene 1746-53 fik 481 Karle og 207 Piger Rejsetilladelse. Men Folketallet steg stadig, og ny Jord opdyrkedes. Efterhaanden blev Rentekammeret ked af Striden; det tog lempeligere paa Forbudet, stadfæstede Opdyrkningen og greb 1769 til den Udvej at ville bortfæste alt. Men nu protesterede Landboerne imod, at Lyngen skulde opdyrkes! Sagen synes pludselig at være stillet paa Hovedet. Da Rentekammeret endelig 1774 udbød hele Højlyngen til Salg, blev der kun budt 3707 Rdl. for det hele, og det maatte lade Sagen falde. Omslaget i Landboernes Stilling skyldtes, at Husdyravlen 0.1750 blev meget indbringende for Bornholm. Medens Kvægpest 1745-51 hærgede det øvrige Land, gik Bornholm fri og kunde udføre en Mængde Kvæg. A. P. 14' www.vang-hansen.dk
Page 1 and 2:
Bornholmske Samlinger, Nittende Bin
Page 3 and 4:
Page 5:
Page 33 and 34:
Page 41 and 42:
Page 43:
Page 51:
Page 55:
Page 58: Bornholmske Samlinger, Nittende Bin
Page 61 and 62: Bornholmske Samlinger, Nittende Bin
show all

Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?