Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

Samtidig skal vi sige til lægerne, at deres ansvar er at prioritere. Hvis der er hjerneskadede
patienter eller andre, som lægerne fagligt vurderer, de vil kunne udrette mere ved, så er det
neurologernes faglige ansvar at tage disse patienter ind på forhånd. De skal foretage nogle
afvejninger i deres arbejde. Det er deres faglige pligt at gøre det. Det er ikke noget, som
politikerne skal blande sig i.
Hvis Skleroseforeningen kommer rendende og siger, de konstant bliver nedprioriteret, må de
deltage i en faglig diskussion med neurologerne. De skal ikke starte med folketingspolitikere
og knap nok amtsrådspolitikere.
Sygehusdirektør: Det største problem er mangel på ledelseskraft
Erik Juhl, Hovedstadens Sygehusfællesskab:
Jeg er blevet bedt om at sige lidt om, hvem der konkret skal foretage prioriteringerne. Jeg tror,
alle er enige om, at politikerne fastlægger de overordnede rammer, og at det sundhedsfaglige
personale - her lægen - prioriterer i forhold til den enkelte patient.
Problemstillingen er, at der er mange trin der imellem. Politikerne bliver urimeligt behandlet.
De bliver tvunget til at påtage sig en alt for detaljeret prioritering, og de bliver tvunget af det
først og fremmest af lægerne, men også af pressen og patienterne. Det er i hvert fald de udefra
kommende kræfter.
Jeg mener, det er ganske urimeligt. Politikerne vil ikke kunne overkomme at tage stilling til nye
behandlinger i den hast, hvormed de dukker op. De vil ikke kunne indfri forventninger til en
saglig behandling, og de påtager sig et ansvar, som retteligt ligger et andet sted.
I sidste uge var der på avisforsiderne en debat om, at Rigshospitalet ikke længere gav
kemoterapi til visse uhelbredelige kræftformer, som kan give en beskeden livsforlængelse.
Sagen drejede sig om, at den kræftklinik under kræftcentret på Rigshospitalet, der varetager
den behandling, på grund af ombygning i en tomåneders periode havde sagt nej til 10
telefoniske henvendelser fra hospitaler i Danmark uden for Rigshospitalet om at give denne
behandling og måtte henvise dem til andre hospitaler på grund af sengemangel. Alle på
Rigshospitalet blev behandlet, men det var disse 10 henvendelser, som fik sagen til at
eksplodere i pressen, i øvrigt på et tidspunkt hvor behandlingen var genoptaget.
Hvordan burde denne sag være håndteret, eller hvordan blev den i virkeligheden håndteret?
Ja, det første må vel være, at hvis sådan en kliniks ledelse har et problem på grund af
114