Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

Ressourcer nok til evidensbaseret sundhedsvæsen
Det sidste problem, jeg skal beskæftige mig med, handler om vi har ressourcer nok til at
udvikle et evidensbaseret sundhedsvæsen, og hvor ligger de væsentlige flaskehalse? Den
væsentligste flaskehals ligger i antallet af hoveder, og det illustreres bedst ved antallet af
hoveder inden for sundhedsøkonomi. De kan tælles på under to hænder i dette land, og det
er alt for lidt. Vi er nødt til at have sundhedsøkonomer, og det er hermed en opfordring til at
putte nogle penge i. Penge er ikke nok, det er bare nødvendigt, fordi folkene skal også have
løn.
Hvis vi arbejder meget hårdt, kan vi i løbet af 5-10 år håbe, at vi begynder at have en rimelig
produktion af hoveder inden for det område, sådan at universiteterne kan fodre amterne med
eksperter i et passende omfang på det område. Det tager år at uddanne folk.
Der er også for få hoveder på områder som epidemiologi og biostatistik, hvor vi også har brug
for at sætte mere turbo på processerne. Ellers går det ikke. Det er kun i et beskedent omfang
et spørgsmål om programmører.
Videreuddannelse i dokumentation
Jeg giver til slut et vue over nogle uddannelser, som kan være vigtige, når man tænker på
evidensbaseret sundhedsvæsen.
En af delene er naturligvis lægeuddannelsen, fordi det er den største og længste og mest
omfattende uddannelse inden for sundhedsområdet blandt grunduddannelserne. Ph.d.uddannelsen
er et vigtigt aktiv, specialuddannelsen er det også. Måske skulle man tænke over,
om man skulle benytte tankerne om det parallelle voksenuddannelsessystem (kompetencegivende
voksen- og efteruddannelsessystem, red.) til at uddanne folk inden for dokumentation -
folk der kunne gå ind i egentlig klinisk dokumentation uden at det nødvendigvis var forskning
som sådan.
MPH-uddannelsen (Master of Public Health) er jeg selv beskæftiget med i mit daglige
arbejde.
Endelig er der - som medicinaldirektør Einar Krag nævnte - efteruddannelsen/senioruddannelsen.
Det er ikke alene svært for seniorer at beskæftige sig med rationel
farmakoterapi, det er meget svært - når man aldrig har haft statistik og epidemiologi - at læse
forskningsrapporter og overhovedet at forstå, hvad det er. Det er en af den slags ting, man
skal sige åbent, at der er et problem, hvis man vil have et system, der udvikler sig løbende og
som er selvfornyende. Vi bliver nødt til at se den slags ting i øjnene.
96