Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

aserede oplysninger om de behandlingsmæssige muligheder i de to sektorer.
Går man et trin længere bliver det en opdeling i de enkelte større specialer som f.eks. medicin,
kirurgi, neurologi, infektionsmedicin, pædiatri, obstetrik osv. Efter min mening vil det også her
være naturligt at politikerne har en afgørende indflydelse på ressourcernes fordeling.
Med herefter kommer jeg i tvivl.
Jeg kan naturligvis se specifikke eller tværgående problemstillinger indenfor alle specialer, hvor
spørgsmål af etisk eller moralsk karakter naturligt kalder på en politisk stillingtagen (dødshjælp,
abort, kunstig befrugtning mv.).
Men jeg hælder efterhånden mest til at prioritering af den enkelte behandling indenfor en
patientgruppe ikke er en politisk opgave, men en ren lægefaglig opgave, hvor afvejningen sker
ved sygesengen eller i ambulatoriet i et samspil mellem lægen, den enkelte patient og dennes
pårørende samt den administrative-lægelige ledelse for det pågældende sygehus.
Det forudsætter naturligvis at den aktuelle behandling er evidensbaseret og desuden ideelt set
er vurderet ved en Medicinsk Teknologi Vurdering, således at der kan ske en afvejning af den
aktuelle behandlings nytteværdi i forhold til andre mulige behandlinger. Og det kan være
vanskeligt nok for fagfolk, og er ikke mindre vanskelig for politikere.
Denne holdning vil af nogen blive opfattet som en urimelig tildeling af magt til fagpersonerne.
I det følgende vil jeg tydeliggøre hvorfor jeg ikke deler denne opfattelse:
! Hvordan kan man forestille sig at politikerne vil kunne overskue og tage stilling til den
hastige udvikling i behandlingstilbud, som alle specialer har? Det vil resultere i, at politikerne
ved tilfældigheder fokuserer på en enkelt behandling, medens andre passerer uantastet. For
eksempel blev der brugt mange kræfter på en prioritering af en enkelt type behandling af
dissemineret sclerose (der i 1999 koster det danske samfund ca. 20 mio. kroner) samtidig
med at det uden en politisk prioriteringsdiskussion accepteres, at man har indført strålebehandling
af en række kræftsygdomme, som alene i anlægsudgifter passerer en halv milliard.
Ingen politikere (eller medier) har stillet prioriteringsspørgsmål til dette.
! Hvordan vil politikerne i et decentraliseret sygehusvæsen med 14 amter og H:S kunne blive
enige om hvilke nye behandlinger, der skal nyde fremme og hvilke der ikke skal? Og hvis
man ikke bliver enige vil det ikke have nogen effekt, fordi patienter i givet fald via det frie
sygehusvalg vil kunne opsøge behandlingen i andre amter og sende regningen til hjemamtet.
Det er vel ikke tilfældigt, at man i dag ikke kan præstere ret mange eksempler, hvor man
ved en politisk prioritering har udelukket befolkningen fra evidensbaserede muligheder.
! Hvis politikerne prioriterer imod fagprofessionerne overbeviste opfattelse, vil det kun være
228