Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

Jeg tænker på professionelt styrede databaser, der har klinikerne til at udvælge indikatorer for
kvalitet, og det skal være klinikere der gør det, har IT-medarbejdere til at passe på data og
har den rigtige statistisk-epidemiologiske ekspertise til at analysere data i samarbejde med
klinikeren. Først på det niveau kan man bruge kliniske databaser som et middel til at finde ud
af, om den evidensbaserede medicin fungerer i hverdagen. Det kan lade sig gøre, men det er
lidt svært.
Vi finder så ud af, om resultaterne lever op til resultater fra videnskabelige undersøgelser. Vi
kan også analysere, om der er gode grunde til, at de ikke gør det. Det er jo sådan, når man
laver en videnskabelig undersøgelse, at en ildsjæl laver undersøgelsen - "her skal der virkelig
ske noget, for jeg skal have en eller anden merit ud af det, jeg skal ud at rejse og holde
foredrag". Man sætter ekstra ressourcer ind, for det skal gøres godt - man kvalitetssikrer
produktet. Mange gange er det en situation, som slet ikke svarer til den kliniske hverdag.
Neutral instans
Når man har en eller anden ny behandling, man tror er god, bliver beslutningstagerne rådgivet
af klinikere - eller klinikere begynder bare at indføre den. "Er det nu rigtigt, det I gør? Ja,for
vi kan henvise til de og de artikler".
Jeg kunne forestille mig en neutral instans, der på basis af MTV-rapporter, Cochrane reviews
og resultater fra de kliniske databaser kom længere i rådgivningen. Det skulle være en instans
fra hvert større fagområde, som nedsættes af de centrale sundhedsmyndigheder og bestod af
klinikere og personer fra de centrale sundhedsmyndigheder inklusive MTV-institutter. De
skulle nå frem til en konsensus om, hvad der var det rigtige. De skulle have så bred viden, at
de ville kunne skele til andre områder og på den måde foretage en prioritering.
Kliniske retningslinier for hele landet
Her skal man være klar over, at der ligesom i andre sammenhænge vil være habilitetsproblemer,
når man taler om, hvilken behandling man skal indføre.
Klinikeren, der selv har udviklet produktet, vil meget gerne se, at det bliver behandlingen. Han
har en form for et habilitetsproblem, der skal tages højde for. Industrien, der fabrikerede
lægemidlet, har også det habilitetsproblem, for den vil gerne tjene penge på det. Der kan også
være tilfælde, hvis man drager patienterne ind, at man er meget tæt på syge mennesker og
derfor kan have svært ved at være neutral i sine vurderinger.
Men lad os prøve at tænken tanken, og vi står så over for et enormt oprydningsarbejde, fordi
det hele skulle gerne ende med nogle kliniske retningslinjer, der kan bruges nationalt i
Danmark. De oprydningsabejder er nødvendige på grund af den styring eller mangel på
overordnet styring i de sidste år.
90