Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

ehandling med væksthormoner eller behandling med et præparat mod migræne eller osv..
Hvis effekt-målet var det samme for alle de nævnte områder, ville svaret i princippet være:
a) behandling for behandling vælges den mest omkostnings-effektive behandlingsmetode, jfr.
det foregående eksempel og b) dernæst opstilles omkostnings-effekt-brøker for de forskellige
behandlingsområder, jfr. de eksempler i foregående afsnit, i rækkefølge, hvor den første brøk
er den med de laveste omkostninger per effekt-enhed (fx. ekstra leveår), den næste brøk den
med de næst-laveste omkostninger per effekt-enhed osv.. og c) dernæst skulle man helt
ideelt, gør følgende, når der tilføres sundhedsområdet: man starter med at indføre den
behandling, der står først på listen, efterfulgt af nr. 2 indtil pengene er brugt op. På denne
måde har man fået mest sundheds-mæssig effekt for pengene.
Denne meget idealiserede fremgangsmåde forudsætter for det første, at man har analyser for
mange områder, for det andet at de er gennemført på en sammenlignelig måde og for det
tredie, at de anvender det samme effektmål. Det er sjældent (aldrig) opfyldt. I stedet ser
man resultater fra en konkret analyse på et løst og undertiden lidt tilfældigt grundlag får
prædikatet: ‘relativ eller meget omkostnings-effektivt’, dvs. man foretager en hastig
sammenligning med en række – ofte udefinerede alternativer – og indplacerer resulatet i ranglisten
på denne måde.
Det er, når man ser på spørgsmålet om ens effektmål, at omkostnings-nytte-analysen
inddrages. I omkostnings-nytte-analyser bruges nemlig et ensartet effekt-mål, nemlig de
såkaldte ‘kvalitets-justerede-leveår’ – også kendt som QALYer (‘quality adjusted life years).
For sundhedsøkonomer er kvalitets-justerede leveår en grov tilnærmelse til et nytte-mål.
Det vil føre for langt at redegøre i detaljer for konstruktionen af QALYer, men grundtænkningen
er følgende. For nogle år siden lancerede WHO sloganet om, at man ikke blot
skulle føje år til livet men også liv til årene. I QALYer forsøger man i en vis forstand at
indfange begge forhold ved at kombinere det forhold, at behandlinger kan forlænge liv, fx.på
kræftområdet, forbedre funktionsmåde i resterende leveår, fx. gigtbehandling, eller såvel øge
restlevetiden som forbedre funktionsmåden. Hvis man fx. ser på den medicinske behandling
af Alzheimer forbedres funktionsevnen hos de pågældende, (det man desværre kalder
‘forbedret livskvalitet’), uden at levetiden forøges, men den resterende ‘kvalitets-justede
restlevetid’ bliver bedre. Det samme kan man sige vedrørende beta-interferon behandling af
sklerose-patienter, hvor levetiden ikke forlænges, men restlevetiden forbedres, ved at den
løbende funktionsnedsættelse udsættes 6-9 måneder og rent faktisk har man netop foretaget
en sådan beregning for denne behandlingsform med udgangspunkt i de (få) kontrollede kliniske
undersøgelser på området.
Med det fælles effekt-udtryk ‘kvalitets-justerede leveår’ kan man meningsfyldt opstille den
slags ‘rang-lister’ over behandlinger, som er omtalt tidligere. Det skal imidlertid bemærkes,
164