Prioritering af nye lægemidler (589 kb -i PDF format). - Teknologirådet

Med stigninger i medicinudgifterne, der år efter år er større end stigningerne i bruttonationalproduktet,
bliver en sådan prioritering nødvendig. Selv ikke konstant stigende bevillinger kan
løse problemet. Tidspunktet for disse beslutninger kan udskydes ved prisaftaler, ændrede
tilskudsregler, lægemiddelkomiteer, oprettelse af vurderingsinstitutter som MTV-instituttet og
Institut for rationel farmakoterapi, men ikke forhindres, da udviklingen inden for lægemiddelinnovationen
foregår hurtigere end stigningen i befolkningens produktivitet.
Forudsætningerne for rationel medicinsk behandling kan resumeres i følgende punkter:
1. Der kræves en tydelig diagnose eller i al fald en sådan symptomafgrænsning, at behandleren
kan sammenligne den aktuelle patient med de videnskabelige undersøgelser. Uden denne
forudsætning kan viden ikke systematiseres eller viderebringes i brugbar form.
2. Der skal foreligge korrekt gennemførte undersøgelser, dvs. der skal foreligge behandlingsmæssig
evidens eller med andre ord en facitliste. Man skal vide, hvad der er rigtigt og forkert.
Findes dette ikke, må handles på tro og teoretiske principper, hvis bevisbarhed ofte er
bedragerisk. Evidensbaserede behandlinger skal sammenlignes indbyrdes.
3. Der skal som yderligere beslutningsgrundlag foreligge sundheds- og farmakoøkonomiske
analyser som hjælp til ikke alene valg mellem forskellige behandlinger, men også som hjælp
til at afgøre, om der skal behandles eller ej.
4. Herefter besluttes det – ud fra videnskabelige, økonomiske, humanitære og politiske
forudsætninger, om behandlingen skal fremmes eller ej. Denne fase gennemføres ideelt
prospektivt og ikke baseret på enkelttilfælde.
5. Accepterede behandlinger skal udbredes og opfølges. Successen af dette gennemførelsesproblem
afhænger af behandlingen. Klart gennemskuelige og meget positive behandlinger
udbredes og gennemføres oftest hurtigt, men der er dog også mange eksempler på, at selv
værdifulde behandlinger har svært ved at trænge igennem. Der resterer derfor altid et stort
pædagogisk oplysningsproblem, hvis løsningsmuligheder beslutningstagerne må afgøres,
herunder en eventuel overladelse til producenterne.
Konklusion
Alle behandlinger og procedurer i sundhedsvæsenet bør evidensbaseres, og samfundet,
specielt det offentlige system, bør langt hen af vejen medfinansiere denne tilvejebringelse. Der
bør udarbejdes retningslinier for videnskabelig, teknologisk og økonomisk vurdering af disse
undersøgelser, men der vil altid restere en udelukkende politisk afgørelse, der klart bør
156