Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

nødvendigt at starte analysen i informanternes egne ord, og derudfra danne mulige analytiske
mønstre. Det indebærer, at forskeren skal være åben i sin tilgang, både teoretisk og metodisk.
1.4. Afhandlingens teoretiske udgangspunkt
Afhandlingens formål er at opnå en dybere forståelse af, hvordan de interviewede patienter opfatter
deres relation til den praktiserende læge. Der er derfor tale om et fænomenologisk-hermeneutisk
udgangspunkt. Fænomenologien er en beskrivelse af verden gennem det oplevede og erfarede, og
hermeneutikken er en tolkning af meningen med det sagte (41). Analysen af læge-patientrelationen
sker med afsæt i den konkrete kontekst, og derudfra perspektiveres ved hjælp af teori (41).
Fænomenologiens afsæt er i subjektets oplevelse og befinder sig på et mikroniveau, i modsætning
til andre videnskabelige positioner, der befinder sig på et makroniveau, og som i analysen alene
ville se patienter som objekter i et samfundsdiagnostisk perspektiv (42:37). Afhandlingen har fokus
på relationen mellem lægen og patienten ud fra, hvordan patienterne oplever relationen, dvs.
hvornår vurderer patienten relationen som henholdsvis tilfredsstillende eller utilfredsstillende? Det
er med andre ord en analyse af, hvordan det erfares at være patient i almen praksis i det
individualiserede samfund.
1.4.1. Socialpsykologisk teori om relationer
Afhandlingen er baseret på en grundantagelse om, at mennesket skal forstås som et relationelt
væsen, og at individuel identitet skabes i kraft af og gennem en relation til et andet menneske (43).
Afhandlingen er således inspireret af George Herbert Mead (1863-1931), hvis grundlæggende tanke
var, at mennesker konstituerer deres selvopfattelse i deres indbyrdes relationer, idet interaktionen
går forud for bevidstheden om selv samme interaktion (43). Ifølge Mead er selvet socialt skabt;
”Selvet, som det der kan være genstand for sig selv, er grundlæggende en social struktur, og det
bliver til som en del af den sociale erfaringsdannelse” (43:169). Ifølge Mead skabes ”selvet” som
en vedvarende syntese af (indre) selvdefinition og (ydre) definitioner af os selv. Mead deler selvet i
to, hvilket vil sige, at ”jeg” skilles fra ”mig” som to psykologiske instanser i individet. Selvet er en
proces, der konstant antager ”jeg”- og ”mig”- aspekter; Jeg‟et står for den side ved selvet, der har at
gøre med det handlende og overskridende (den unikke individualitet), mens ”mig” er den side af
selvet, der reflekterer omgivelsernes forventninger (44:40). Jeg‟et er genstand for refleksion: det
17