Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

Adskillelsen mellem interviewfase og analysefase har i vid udstrækning været flydende. Mine
tidligere erfaringer som interviewer betød, at jeg automatisk startede analysen under interviewet, og
desuden tolkede og analyserede jeg mellem interviewene. Desuden har jeg undervejs i interviewene
opsummeret essensen af den mening, som jeg tolkede ud af det, patienten fortalte mig. Det gav en
konsistens mellem patienterne og det sagte, og det, som jeg tolkede, var blevet sagt. Det vil sige, at
jeg, ifølge Kvale, har foretaget en on-the-line tolkning (125). Det gav med andre ord en dialogisk
validering, ifølge Malterud. Det vil sige, at intersubjektiviteten mellem informant og forsker blev
styrket (38:179), dels ved at geninterviewe flere af informanterne, og dels ved at rette
interviewguiden til i alt tre gange under processen (se eksempler på de to i bilag 3 og 4). Blandt
andet fik spørgeguiden tilføjet spørgsmål, der højnede den interne validitet. I de første 8 interview
spurgte jeg ikke informanterne om, dels hvordan det havde været at blive interviewet, og dels om
hvorfor de havde sagt ja til at deltage. Det gjorde jeg først i de efterfølgende 14 interview. Alle
svarede positivt i forhold til, at interviewet havde fungeret godt, og deres begrundelse for at deltage
var overordnet ens. De ville gerne hjælpe forskningen, hvis de kunne. Denne konstante
”kvalitetskontrol” af metoden (129:86) var et ønske om at højne den interne validitet.
I forhold til forskerens færdigheder som fortolker har jeg flere års erfaring i at foretage kvalitative
undersøgelser, og min rutine gjorde det indimellem svært for mig at redegøre for mine metoder.
Hvis ikke det havde været for vejledernes krav om konsistens og gennemsigtighed, havde jeg haft
flere blinde pletter, end tilfældet er. For en etnolog ligger kravet om validitet implicit i selve
argumentationen, hvor analysen er baseret på analytisk generalisering (49). Der var derfor i
udgangspunktet mange implicitte antagelser, som jeg har været tvunget til at gøre eksplicitte. Det
har styrket forskningsprocessen og været meget lærerigt. Vejledningen har fungeret som en slags
forskertriangulering (60:21). Det seneste år har der været vejledningsmøder 1-4 gange om måneden,
og forskningsresultaterne er blevet diskuteret nøje. Begge vejledere har læst flere transskriberede
interview. Min fremgangsmåde er nøje blevet fulgt, og det er blevet påpeget, såfremt jeg ikke var
tydelig nok i mine analyser.
Der kan dog stadig stilles spørgsmål til, om analysens gennemsigtighed er tilstrækkelig. Analysen
tog afsæt i patienternes ord, hvorefter de subjektive vurderingskriterier blev omdannet til analytiske
kategorier, der var funderet i teoretiske begreber. Fremgangsmåden medfører, at der ikke var en
overordnet definition på eksempelvis autonomi. Det var patienternes definition på den ”gode” og
55