Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

4.1.3. Behov for tilknytning i læge-patientrelationen
Siden Freeman m.fl. (25) efterlyste studier, der kunne belyse, hvilken værdi interpersonel
kontinuitet havde for almen praksis, har adskillige studier efterfølgende vist, at interpersonel
kontinuitet skaber patienttilfredshed (30;33;101), og at både læger (102;103) og patienter
(31;32;35;65) foretrækker interpersonel kontinuitet. Flere studier har desuden forsøgt at undersøge,
hvornår interpersonel kontinuitet er vigtig, og hvornår den er mindre vigtig (66;67;104-106).
Alligevel er der fortsat ingen studier, der på et teoretisk niveau forklarer værdien af interpersonel
kontinuitet. Freeman m.fl. (25) efterspurgte eksplicit studier, der var baseret på et
humanvidenskabeligt fundament, og Freeman har efterfølgende selv i to debatindlæg påpeget
vigtigheden af kontinuitet (27;107). Han har desuden publiceret flere artikler, der beskriver værdien
af interpersonel kontinuitet (67;102;104-106;108), men der er så vidt vides endnu ikke gjort et
forsøg på at udvikle en teori, der forklarer, hvordan og hvorfor interpersonel kontinuitet er
værdifuld for patienterne.
Hjortdahl m.fl. har tidligere undersøgt og fundet en sammenhæng mellem patienttilfredshed og
kontinuitet. De konkluderede, at tilfredshed og kontinuitet var ”bidirectionally related” (109).
Denne afhandling nuancerer dette ved at vise, at interpersonel kontinuitet ikke altid er forbundet
med patienttilfredshed. Analysen viste, at det ikke altid var patientens erfaring eller ikke-erfaring
med lægen, der var bestemmende for patientens vurdering af den interpersonelle relation.
Patienterne fortalte om langvarige relationer til deres praktiserende læge, hvor de havde været
utilfredse med den interpersonelle relation. Alligevel vægtede patienterne i større eller mindre grad
en kontinuerlig interpersonel relation. Det gjorde det interessant at undersøge nærmere, hvorfor det
forholdt sig sådan.
Afhandlingens analyse viste, at kontinuitet kunne have betydning for patienterne på mindst to
teoretiske niveauer: genkendelse og tilknytning. Det første niveau var socialpsykologisk, hvor det
viste sig, at anerkendelse og genkendelse var to sider af samme sag. Der var for patienterne en
positiv sammenhæng mellem anerkendelse og genkendelse. Lægen kunne skabe og vedligeholde en
god relation med patienten ved at anerkende og genkende ham. Den faste læge blev ikke opfattet
som anerkendende, hvis ikke han signalerede, at han genkendte patientens identitet. Det gjorde
patienten tilfreds, når han oplevede, at lægen genkendte ham. Ud fra et socialpsykologisk perspektiv
kan dette forklares som en fastholdelse af patientens allerede etablerede identitet (43). Det styrker
47