Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

Kapitel 5. Konklusion
Denne afhandling har undersøgt patientperspektivet på læge-patientrelationen i almen praksis med
særligt fokus på betydningen af interpersonel kontinuitet. Formålet var opdelt i tre operationelle
delmål, hvor det første var at undersøge, hvordan tilfredshed og utilfredshed blev skabt i læge-
patientrelationen, og hvordan dette var relateret til interpersonel kontinuitet. Dernæst blev det
undersøgt, i hvilken grad patienterne ønskede autonomi i konsultationen. Endelig blev det
undersøgt, hvorfor den kontinuerlige relation var værdifuld for patienterne. Analysen viste tre
elementer ved læge-patientrelationen, der tilsammen medvirker til at skabe en god kontinuerlig
interpersonel relation.
For det første var det nødvendigt, at lægen anerkendte sin patient ved at lytte til patienten og ved at
forstå, acceptere og bekræfte patientens oplevelse af situationen. Afhandlingen præciserer, at
tilfredshed og utilfredshed skabes i patientens konkrete møde med lægen. Afhandlingen viste, at
anerkendelse er en samlet proces, hvor fire delelementer indgår: lægen skal lytte til, forstå,
acceptere og bekræfte patienten. Ved at anerkende patienten kan lægen selv i det første møde skabe
høj patienttilfredshed. Modsat skabte det utilfredshed, når lægen krænkede patienten ved ikke at
tage patienten alvorligt. I forlængelse af behovet for anerkendelse fulgte behovet for genkendelse,
såfremt der var tale om en kontinuerlig relation mellem lægen og patienten. Patienten oplevede det
som fremmedgørende og utilfredsstillende, når lægen ikke genkendte patienten. Interpersonel
kontinuitet er således ikke et gode i sig selv. Den skal kombineres med anerkendelse/genkendelse,
hvis patienttilfredshed skal opretholdes i den kontinuerlige interpersonelle relation.
For det andet var det nødvendigt, at lægen fastholdt, at han var eksperten, der med Bowlbys ord var
”klogere end patienten”. Patienterne ønskede sjældent autonomi i valget af behandling. De var
fortsat autoritetstro over for lægens faglige viden og havde behov for, at lægen ”gjorde noget”. De
interviewede patienter var fuldt bevidste om, at de konsulterede en læge og ikke en hvilken som
helst anden professionel, og de anerkendte lægens kompetencer. Patienterne kunne ikke betegnes
som ”jævnbyrdige deltagere i behandlingen”. De ville gerne involveres i behandlingen ved at indgå
i en dialog med lægen om mulige behandlingsforslag, men de ville helst ikke bestemme selv.
Afhandlingen viser således, at lægen bør være dialogcentreret i sin tilgang. Det medfører, at lægen
skal anerkende patientens oplevelse af situationen, samtidig med at han skal være lægefaglig
ekspert og vise, hvor han står fagligt. Den dialogcentrerede konsultationsform begrænser det
60